Tidsrøvere og travlheds-neuroser

For tiden er så kort, og det ku’ hænde,
hun kom for sent, for sent til livets ende

Mit speciale er at vende sårbarhed, stress og manglende trivsel til et liv med robusthed, overskud og livsglæde. Jeg kalder det jeg peger på for ‘Livskunst’ og min mission har igennem mange år været, at gøre mig selv arbejdsløs, grundlæggende fordi, at selvom belastninger er et menneskeligt livsvilkår, behøver stress ikke at være det.

Det ville være synd at sige, at min mission er lykkes, tværtom. Lige for tiden har jeg rigtigt meget at se til, – et tegn på, at der fortsat er mange mennesker plaget af stress. Og det jeg lægger mærke til lige nu, er hvordan vi mere eller mindre alle er grebet af en nærmest neurotisk travlhed og en grundholdning til livet om, at vi ikke kan nå det vi skal, at der ikke er tid nok, og at det aldrig vil lykkes os at gøre det godt nok – uanset hvor hårdt vi knokler.

Pyh! Man kan blive helt træt ved blot tanken. Og, må man spørge sig selv, hvordan i himmelens navn sneg disse overbevisninger sig ind i vores liv?

Som svar på dette spørgsmål kommer jeg til at tænke på MOMO,  et vokseneventyr, hvor vi bliver introduceret til en hyggelig lille landsby hvor alting foregår i ro og mag. Her har indbyggerne god tid til livet, til sig selv og hinanden og her løses de daglige arbejdsopgaver helt uden stress og jag – ALTSÅ – indtil de grå herrer, tidsrøverne dukker op. I det følgende afsnit er det den rolige og hyggelige barber, hr. Fusi der får besøg af en af tidsrøverne, der i eventyret også beskrives som agenterne;

’Hvor længe regner de med at leve hr Fusi’?. ’Tjah’ stammede hr Fusi forvirret. ’Jeg håber på at blive en halvfjerds-firs år om Gud vil’. ’Meget vel fortsatte den Grå Herre, lad os for at være på den sikre side ikke regne med mere end halvfjerds år. ….det er så meget som tomilliarderetohundredeogsyvmillionerfemhundredeogtyvetusinde sekunder. Det er altså den formue, De har til deres disposition’. Hr Fusi sank en klump og tog sig til hovedet. Summen gjorde ham svimmel. Han havde aldrig tænkt på, at han var så rig…..

 ’Ja, det er imponerende’, sagde agenten, ’men lad os lige se lidt nærmere på det. Hvor gammel er de, hr Fusi’? ’Toogfyrre’, stammede hr Fusi og fik pludselig en skyldfølelse, som om han havde svindlet. ’ ’Hvor længe sover De gennemsnitligt om natten’? ’Omkring otte timer’ tilstod hr Fusi. Agenten regnede lynhurtigt….’det giver altså allerede 441.504.000, denne sum kan vi vel med god ret og lov betragte som spildt’. ’Hvor meget tid må de hver dag ofre på deres arbejde, hr. Fusi?……..Det giver i alt 110.376.000 sekunder.’  ’Lad os gå videre. Som vi ved, bor de alene sammen med deres gamle moder. De bruger dagligt en hel time på den gamle dame, det vil sige, de sidder sammen med hende og snakker med hende selvom hun er døv og knap nok kan høre en lyd mere. Det er altså tid de smider ligeud af vinduet….og desuden har de, hvad der er rent tidsspilde en undulat der daglig koster dem et kvarter i pleje og pasning, det giver yderligere…..

 Synes de ikke, hr Fusi, at det er på tide, De tager skeen i den anden hånd og begynder at spare lidt. …..’’Det kan de tro jeg vil, hvad skal jeg gøre’ svarede Fusi. ’Jamen kære ven’, sagde agenten og hævede øjenbrynene, ’de må da vide hvordan man sparer tid. De må for eksempel til at arbejde hurtigere og droppe alt det overflødige…                 ’

Fra Michel Emde’s MOMO

De grå herrer besøger alle i landsbyen og påviser ved sindrige regnestykker hvordan indbyggerne spilder deres kostbarre tidsformuer, og lokker dem til at spare tid, og at sætte deres opsparing ind på en særlig tidskonto – en konto som er vigtig for tidsrøverne, fordi det er den de lever af.

På en eller anden måde er vi alle i den vestlige kultur blevet grebet af ’de grå herrer’ fra tidssparekassen, på en måde har vi udviklet en tidsneurose, en overoptagethed af altid at spare vores tid, altid at være i gang og altid at skulle nå det næste og det næste og det næste.

Vi møder vores neurose når vi gribes af panik ved at trafikkøen går helt i stå, når vi tripper med fingrene fordi  net-forbindelsen lige nu er lidt langsom. Eller når vi frustreres fordi vi trækker nr. 73 i kø’en på apoteket og ekspedienten kun er i gang med nr. 39. ‘Det er for dårligt, hvorfor får de ikke åbnet en kasse mere’, mumler vi, medens vi tripper utålmodigt. I Føtex holder vi øje med hvilken kø der er kortest, parat til at skifte til en anden kø, der bevæger sig bare lidt hurtigere. Og skulle vi have skiftet kø, holder vi lettere panikagtigt øje med den kø, vi før stod i, for sæt nu den alligevel var hurtigst.

Vi organiserer, planlægger og strukturerer vores tid, så vi kan nå så meget som muligt, og når noget forstyrrer vores planer kører vi op i det røde felt. Vi multitasker, og forsøger at vinde lidt tid, ved at gøre flere ting på een gang. Nogle af os, især kvinderne, bryster sig endog af deres evne til at have en baby på skødet samtidig med, at de løser en svær opgave for virksomheden og holder øje med brødet i ovnen.

HVORFOR? Hvad i himmelens navn er det vi har så travlt med, at tingene ikke kan gøres  med nærvær, een ad gangen. Hvad er det, der er så vigtigt, at det ikke kan vente 5 minutter?

Intet – i princippet intet, men vi er formodentlig hypnotiserede af tidsrøverne og lever i et hæsblæsende, ‘her kommer mutter med kost og spand’ tempo og med en illusorisk ide om at kunne komme for sent til verdens ende.

Når vi jager sådan af sted i vores liv, vil konsekvensen meget let blive, at vores krop kommer i alarmberedskab og at vi bliver stressede. Og i travlheden mister vi let kontakten til os selv. Vi får den der fornemmelse af ikke at kunne følge med os selv, og at en del af os hele tiden halter lidt bagefter. Vi mister vores væren, vores tilstedeværelse i Nu’ets boblende energi, glæde og det som livet egentlig handler om.

For at vågne op af hypnoser,  må vi have et lille knips af hypnotisøren. ‘Nu må du gerne vågne og vende din opmærksomhed tilbage til rummet’, kunne han sige.

Hypnosen ligger i den tid vi lever i, men hypnotisøren er faktisk os selv. Vi kan alle, til hver en tid vågne op og minde os selv om at der absolut ikke er nogen grund til – eller fordel ved – at jage af sted, hverken på jobbet eller i livet som sådan. Og for at understrege dette kan vi måske afløse illusionerne med at leve efter dette værdigrundlag i stedet;

Vi har den tid vi har
Vi når det vi når – og
Vi gør det så godt vi kan

Et værdigrundlag, der faktisk har sin anvendelse i en organisation her i Danmark, og som indtil disse leveregler blev formuleret, var meget belastet af travlhed, frustration og stress. Efter skiftet, er tilfredsheden for alle involverede steget betydeligt, der har ikke været stresssygemeldinger og organisationen har vundet to betydningsfulde kvalitetspriser.

At hastværk virkelig er lastværk, understreges i den lille episode, du kan finde i denne video, og måske kan dette være med til knipse dig ud af hypnosen.

Nyhedsbrev