selvfølgelig kan du meditere…

Der er masser af gode grunde til at meditere. Jeg plejer at koge dem ned til, at vi gennem meditation kan opnå sindsro, livsstyrke og klarhed. Vi kan vågne op til vores liv og vi kan stå stærkere i det

At meditere er ikke rocket-science, det er ikke wu-huu og det er ikke helligt. På den anden side er det heller ikke afspænding, at stene, space out eller at lave syv-kabale. Når vi taler om mindfulness meditation er det bestemt heller ikke at gå i trancelignende, verdensfjerne tilstande og det er ikke et projekt, hvor vi forsøger at gøre os tanketomme.

Mindfulness meditation indebærer blot, at du i et tidsrum lader din opmærksomhed hvile, helt uanstrengt, på et enkelt objekt – fx dit åndedræt. At du lægger mærke til hvordan du trækker vejret, ja faktisk i det hele taget, AT du trækker vejret. Der vil være oceaner af tanker, det er jo det vi gør – tænker, tænker, tænker. Og det er helt ok, du tillader tankerne at dukke op, og tillader dem at forsvinde igen. Betragter dem blot. ‘Der er opstået tanke’. Selvfølgelig lægger vi også mærke til at der er små luftlommer mellem tankerne, det gør vi nu ikke noget stort nummer ud af. Vi betragter blot det der er.

Mindfulness meditation er i bund og grund blot et møde med dig selv, intet andet. Et møde, der skaber mulighed for at sindet helt af sig selv kan falde mere til ro. Et møde, hvor du kan få klarhed over al den mentale støj, der foregår på de indre linjer. Et møde, hvor du kan få kontakt til helt andre, dybere og mere essentielle aspekter af den, du virkelig er.

Dette er hverken tidkrævende eller svært. Når vi oplever det som svært, er det fordi vi er helt uvante med at ‘gøre ingenting’, at være i væren. Vi gør i meditationen, det vi plejer at gøre, og får ofte projekter med meditationen. Vi synes at det skal være på en speciel måde, vi anstrenger os for at opnå noget, ændre noget eller undgå noget. Hvis vi sidder på puden, og arbejder med disse områder, så er vi faldet tilbage i ‘doing-mode’, vores evindelige tendens til at være aktive – men det behøver nu heller ikke at være et problem. Når vi opdager, at det er det vi gør, vender vi blot tilbage til at følge åndedrættet som det er. At opdage hvor vores opmærksomhed er, og hvad vi foretager os er AT VÆRE MINDFUL, og et tegn på at være på rette vej.

Måske kan du få inspiration af denne lille video, også i forhold til at meditation ikke behøver at være timelange stilheds sessioner.

Hvis du har prøvet at meditere, og det ikke rigtigt er lykkes for dig, så opgiv ikke. Det er muligt at lære at meditere uden at det bliver et nyt projekt i dit liv, uden at det bliver endnu en pligt, endnu noget der skal overstås. Du kan checke hjemmesiden for aktuelle kurser, eller kontakte mig på mindtool@mindtool.dk og høre hvordan du kan komme i gang.

Nyhedsbrev