Når Shiva kommer på besøg…

you can’t make an omelet without braking an egg

En lille personlig tilståelse, jeg ryster og sitrer hver gang jeg hører om den indiske gud Shiva. Ikke fordi jeg på nogen måder er specielt religiøs, men fordi denne gud repræsenterer nedbrydning og destruktion.

For små 4 år siden valgte Shiva at komme på besøg i mit liv, og med dette besøg begyndte alting at falde fra hinanden. Mit job, forholdet til flere i min familie, min venskabskreds, mit billede af mig selv,  mine drømme og visioner – ja sågar mit helbred fik en større overhaling. Alting skete uventet og helt af sig selv.

Mine tidligere livsstrategier, at når der er modgang findes der også medgang – når der er smerte er der også glæde – virkede ikke. Indtil da kunne en vidunderlig ferie, et inspirerende kursus, en god fest råde bod på mangt en træls ting, men selvom jeg stadig tog til syden på det vildeste luxus-resort, var der også her kæmpe sten på vejen, og ferierne blev på ingen måde opbyggende. Selvom jeg spenderede spidsen af en jetjager for at få inspiration fra det helt rigtige kursus, oplevede jeg kun gentagelse og kedsomhed, og dermed også fortrydelser over at have spændt økonomi-buen.

Jeg forstod intet, absolut nada, og jeg knoklede på for at forsøge at bygge alt det, der brød sammen op igen. Men det var som om at alt havde forandret sig, det der før var solidt og holdbart var nu blot sandkorn, og uanset hvad jeg gjorde, og hvor meget jeg sled i det, gled alting blot sammen igen. Som et lille barn lå jeg der i vandkanten og samlede sandet til mine sandslotte, og aldrig så snart noget stod pænt, væltede bølgerne indover og lagde alting ned igen.

Under kampen, og det var en kamp, var det eneste der dukkede op en tekstlinje fra en sang, ‘I was run over by truth one day, now I have to grow or pay’. Jeg vidste ikke hvor teksten kom fra, men hørte den blot for mit indre øre igen og igen, og ærligt talt fandt jeg ikke dette nye mantra særligt opmuntrende.

På et tidspunkt gav jeg op, smed håndklædet i ringen, og konkluderede ‘jamen så er det jo sådan det må være’ – en meget smertelig konklusion, for jeg synes egentlig jeg havde haft et rigtigt dejligt liv.

Håndklædet i ringen gav imidlertid også mulighed for at starte helt fra scratch, at åbne øjet, hjertet, sindet og lytte til den stille indre stemme. At blive guidet fra noget andet end den evindelige downloading af ‘det er sådan det plejer at være’ over til noget helt nyt.

Jeg ved fortsat ikke hvad det helt nye er – men jeg er blevet helt vildt god til hurtigt at opdage hvor dørene er åbne og hvor de er lukkede, og at skifte retning, så jeg ikke igen og igen hamrer hovedet mod en dør.

Og det, at jeg ikke ved hvad det nye er, er helt som det skal være. Det jeg er i færd med at lære, er at være i det frie fald, og for alvor leve nærværende i nu’et. Planer og strategier er afløst af at navigere med de energier der viser sig, og kontrol er afløst af tillid til livet, tillid til at nu’et er som det skal være, uanset hvordan det er….. Det meste af tiden, nogle gange smelter is’en i maven, og det er her jeg sitrer over Shiva.

Shiva betyder nedbrydning og destruktion – men, Shiva repræsenterer også opbygning og fornyelse. Det glemte jeg i panikken over at livet faldt sammen, og det er det jeg glemmer, når isen i maven smelter.

For nylig hørte jeg følgende historie;

En mand fandt en sommerfugle kokon, og bragte den med sig hjem. En dag så han en lille åbning i kokonen og han så hvordan sommerfuglen begyndte at komme frem. Den kæmpede hårdt i adskillige timer for at presse sin krop gennem det lille hul. Så stoppede den. Det så ud som om den var kommet så langt som det var muligt, og at den ikke kunne komme længere. Manden besluttede sig for at hjælpe sommerfuglen, og klippede med en saks resten af kokonen op. Sommerfuglen gled nu let ud af sin puppe, og lå der med en opsvulmet krop og med små, sammenkrøllede vinger. Manden fortsatte med at studere sommerfuglen, i forventning om at vingerne ville blive større og at kroppen ville trække sig sammen. Men. Sommerfuglen levede resten af dens liv, kravlende rundt med stor opsvulmet krop og skrøbelige, sammenkrøllede vinger. Den blev aldrig i stand til at flyve. Manden havde handlet ud fra den bedste og mest venlige intention om at hjælpe sommerfuglen, men forstod ikke konsekvenserne af sin handling. Sommerfuglens kamp for at komme igennem kokonens lille åbning var nødvendig for at presse væske fra dens krop ud i dens vinger.

Når vi virkelig skal forandre os, indebærer det ofte at vi oplever modstand og en form for kamp. For sommerfugle – og for os, en genial mekanisme, der gør at vi får mulighed for at kunne udfolde os til at være dem vi dybest set er.

 

 

Nyhedsbrev