Må man tale om kærlighed her?

 

For tiden er jeg meget optaget af betydningen af ’compassion’, medfølelse, og alle afskygningerne af  omsorg, empati og kærlighed. Og ikke kun den omsorg og kærlighed der kan være i parforholdet eller mellem forældre og deres små børn. Empati og at møde mennesker fra hjertet, er for mig at se, ligeså væsentligt i alle livets andre aspekter. Når vi ser den haltende mand, der ikke kan nå bussen, når ekspedienten fumler med at regne en difference ud, når børn skal inkluderer hinanden og hinandens skævheder i klasserne, når regeringen skal prioritere hvordan vores ressourcer anvendes, og – altså også i vores arbejdsliv. I organisationerne, i ledelsen, kollegaskabet, mødet med kunderne og …….

Og når jeg så taler med andre om at åbne hjertet, også på top-ledelsesniveauerne, så er det altså virkelig sjovt at se folks reaktioner. Hævede øjnbryn, gode råd om at holde lidt igen med den der følelsessnak, kommentarer om ’børnehaver’ og spørgsmål om der findes seriøse undersøgelser, der understøtter dette.

Jeg kan virkelig næsten ikke lade være med at smile – samtidig med at jeg også selv mærker de, der små nervøse hop i maven, når jeg taler om kærlighed og arbejdsliv i samme sætning. Hvorfor er det – at vi stort set ikke må tale om følelser, og slet ikke om kærlighed … her?

Er det fordi at vi, i vores kultur er ramt af splinterne fra Djævelens spejl. En splint i øjet der forvrænger livets naturlige, enkle skønhed, og en splint i hjertet, der gør hjertet koldt og ude af stand til at føle. Ser vi alle livet gennem Djævelens øjne nu, og oplever at kærligheden er forstyrrende og at følelserne ikke er nær så værdifulde som tankerne og den skarpe forstand. Og er vi ligesom den lille Kay, med splinter i øje og hjerte, havnet i Snedronningens smukke, men iskolde slot, ude af stand til at møde eller føle for andre mennesker?

At lytte til hvad hjertet kalder på, at mærke den inderligste medfølelse med andre, og os selv, og at lede med hjertet kan være forstyrrende, men måske også det der skal til, det der gør at vi bliver hele igen. Det der gør at vi ikke udpiner os selv med stress, at vækst-mantraet og sorte bundlinjer ikke overtrumfer livskvalitet og bæredygtighed. Der er i hvert fald noget ved den måde vi fungerer på – der ikke helt fungerer.Der er noget, der tyder på, at vi i mange livssammenhænge har mistet det væsentlige – det der som bekendt er usynligt for øjet og kun synligt for hjertet.

Dette noget – har Dalai Lama også sat ord på, langt bedre end jeg ville kunne det, så hermed til inspiration og eftertanke hans ord om vores tids paradoks;

Vor Tids Paradoks

Vi har større huse, men mindre familier;
Flere komfortmuligheder, men mindre tid
Vi har flere titler, men mindre fornuft;
Mere viden, men dårligere dømmekraft
Flere eksperter, men større problemer
Mere medicin, men mindre sundhed
Vi har været hele vejen til månen og tilbage igen
men har problemer med at krydse vejen for
at møde den nye nabo
Vi bygger flere computere, der kan indeholde
mere information og producere flere kopier
men har mindre kommunikation
Vi er kommet langt i forhold til kvantitet
men kort i forhold til kvalitet
Dette er tider med fast food
men langsom fordøjelse
Store mænd, men svage karakterer
Høje profitter, men spinkle relationer
Det er en tid, hvor der er meget i vinduet
Men intet i rummet.

Dalai Lama 14th

Nyhedsbrev