Kan man løbe fra stress ???

 

Trends opstår….
For nogle år siden opstod en helt ny trend, hvor læger begyndte at udskrive ’motion på recept’. Altså i stedet for medicin skulle patienten begynde at bevæge sig noget mere, og gerne træne systematisk. Denne recept faldt i første omgang i hænderne på folk der var plaget af almindelig træthed, manglende overskud og nedtrykthed, og efter kort tid også til folk, der led af depressioner.

Dette skift i sundhedssystemet og hos praktiserende lægers indstilling til heling, var på sin vis meget velkomment, og der er ud fra den almene forskning, ingen tvivl om at motion har betydning for kroppens indre balancer, også balancerne i hjernens signalstoffer. Mange undersøgelser har vist at lettere og moderate depressive symptomer kan bedres ved hjælp af motion.

Men, men. Der er gået lige lovlig meget mode i at satse på dette (motions-) træ, og som det har vist sig, har dette heller ikke haft evnen til at vokse ind i himmelen.

Hvis man har haft depressioner inde på livet, enten som behandler, eller helt personligt, så ved man jo, at noget af det, der går helt og aldeles i udu under en depression er initiativ-knappen. Man kan med en depression have alverdens drømme om at få gjort rent, gå en tur, tage ud at løbe, vande blomster eller at få lavet mad til sig selv bare i dag. Drømme der forbliver drømme, fordi kapaciteten til at rejse fra sofa’en og gøre drømmen til virkelighed kræver en særlig funktion i hjernen, og det er netop denne, der er sat ud af drift.

Så at overlade sine patienter med recepten, ’du skal begynde at træne’, er en god intention, men den kan meget sjældent stå alene. Desværre, viser det sig, kan den gode intention endog ofte gør ondt værre. For de som er ramt af depression sidder jo ikke hele dagen på sofa’en på grund af magelighed. De ville hjertens gerne bevæge sig, og de er heller ikke dumme. De ved jo godt at det ville være hjælpsomt at få kroppen i gang. Men når det på trods af alle og alles gode intentioner, alligevel ikke lykkedes dem at komme ud af døren tynges de af yderligere sortsyn og dårlig samvittighed, hvilket selv en fem-årig vil kunne indse, nok ikke gavner helingen.

Og trends breder sig.
I de seneste år har trenden bredt sig yderligere. Nu får mennesker, der er sygemeldt med stress også en ’recept på motion’. Denne nye tendens har mildest talt delt vandene. Nogle eksperter sværger til, at når der er tale om stress er den absolut bedste løsning at aktivere kroppen, og andre eksperter råber op med ord som ’katastrofalt’ og ’den rene gift’. Debatten i medierne er blevet noget sort/hvid. Enten er man for, eller også er man imod, og lige præcis derfor, blander jeg mig så også lige med mit besyv. Ikke fordi jeg har svaret på hvad der er rigtigt og forkert, men mest af alt for at pege på, at det er der ingen eksperter der har.

Lad os begynde med at forstå stress.
For at forstå hvad der kan forebygge, mindske og sågar også hele stress, må man også have lidt forståelse for stressmekanismerne. Så lad os lige helt kort opsummere, hvad det er der sker op til stress-nedsmeltningen, altså op til at vi pludselig ikke kan huske de mest basale ting, at vi ikke kan koncentrere os, at vi kan se at partnerens mund bevæger sig, men ikke høre hvad han siger. Op til at kroppen smerter og er fuldkommen udmattet og op til at immunforsvaret sætter ud, så vi plages af alt fra hudlidelser, til mave-tarmsygdomme, type-2 diabetes eller et rent og skær hjerteanfald.

Vi overlever og vi bliver syge af ….. STRESS!
Stress – al stress – hænger sammen med vores alarmberedskab, at noget i vores liv er truende, og at vi skal gøre noget for at overleve.Med al stress mener jeg også den nervøsitet vi oplever når vi skal udføre nye, ukendte opgaver, holde en tale, et foredrag – eller hvad der nu kan opleves udfordrende. Denne stress er af mange eksperter kaldet for ‘den sunde stress’. Til det har jeg bare at sige, HM! Det kommer sørme an på hvor tit den opstår og hvor lang tid i forvejen du bliver nervøs.

Stress handler om vores evne til at overleve, og vi ville aldrig – ALDRIG – have overlevet som art, hvis ikke vi var i stand til at blive stressede. Stress er på denne måde en genial egenskab, men samtidig også en uheldig egenskab, fordi vi kan blive ret så alvorligt syge, ja vi kan endog dø af stress.

For at forstå disse sammenhænge, vil jeg invitere til et kig ind i vores hjerner. Her vil vi i alle hjerner, også i pattedyrenes finde en lille mandelformet struktur, også benævnt som Amygdala.

Amygdala bor i følehjernen og dens funktion er dag og nat at scanne livet for om der er fare på færde. Altså ligesom en lille mikro-satellit, scanner den konstant for om der er mulige farer. Denne satellit er en væsentlig del af vores overlevelses-apparat. Det er den, der opdager, at vi er på vej ud foran en hurtigt kørende bil, eller at der lugter brændt i køkkenet (fordi vi har glemt at slukke for brødristeren). Det er den, der registrer uventede lyde om natten, og vækker os af vores søvn, så vi nu bevidst hører lydene.

Hvis amygdala opdager, at der er fare på færde, tænder den øjeblikkeligt for det næste led i alarmberedskabet, det led, der gør, at vi kan reagere på faren, enten ved at vi stikker af – eller at vi bekæmper faren. Denne sætning er så vigtig – at den tager vi igen. Amygdala aktiverer næste led i alarmberedskabet, så vi kan OVERLEVE, enten ved at vi stikker af fra faren, eller ved, at vi bekæmper faren.

Dette næste led kender vi som, at stresshormonet ADRENALIN frigives og pumpes ud i vores krop.

Adrenalinet løber ud til alle vores muskler, så de kan spændes op – til kamp eller flugt. Adrenalinet løber også til hjertet, og får pulsen til at stige. Det løber til lungerne, og påvirker åndedrættet, så det bliver hurtigere og mere overfladisk, så vi virkelig kan løbe hurtigt eller kæmpe bravt. Herudover vil det løbe til leveren og frigøre blodsukker så vi har energi til flugten eller kampen, og det løber til maveområdet og lukker mave-tarmsystemet ned. Der skal bruges energi på at hygge-fordøje lige nu, hvor vores overlevelse er på spil. Endelig, løber adrenalinet også til hjernen, hvor alle vores sanser skærpes. Nu kan vi se, høre, lugte, smage, mærke og fornemme alting super-skarpt, og med dette er vi bedre beredte til at tackle faren.

Hvis amygdala (satellitten) på trods af alt dette, fortsat registrerer fare, altså hvis faren varer ved over tid, vil det næste led i vores alarmberedskab også sættes i værk.

Dette led kender vi som stresshormonet Cortisol. Cortisolets opgave er at styrke alt det, som adrenalinet gør, men herudover også at skærpe vores immunforsvar, så vi bedre heler, hvis vi såres i kampen/flugten og endelig bedøver det vores krop, så vi ikke kan mærke smerten ved at kæmpe og løbe så længe.

Skulle amygdala til gengæld registrere at faren er overstået, så stopper (over-) produktionen af adrenalin og cortisol. Nu kan og vil  vi helt naturligt slappe af i alle kroppens funktioner igen.

Hver gang jeg beskriver vores alarmberedskab bliver jeg imponeret over hvor genialt det faktisk er. I hvert fald indtil jeg kommer til tilføjelsen; Amygdala er nemlig også lidt dum. Den kan ikke kende forskel på fantasi og virkelighed. Dette betyder, at hvis vi forestiller os, at noget er truende, at noget er farligt, så vil denne forestilling være lige så alarmerende for amygdala som hvis vi stod overfor en reel fare, som fx en snerrende undsluppet løve fra nærmeste ZOO.

Dette betyder at hver gang vi tænker tanker, der er præget af fare, fx bekymrende tanker, katastrofe tanker og frygttanker aktiverer vi hele alarmberedskabet. Dette kunne fx være tanker om ikke at slå til, ikke at kunne klare den næste eksamen, tanker om ikke at kunne nå arbejdsopgaverne, ikke at kunne nå hen i vuggestuen inden lukketid, tanker om ikke at have penge nok, at efter omstruktureringerne på jobbet bliver arbejdet uoverkommeligt, tanker om hvordan det dog skal gå med os selv, vores børn eller andre tæt på.

 

Du kender det med sikkerhed selv. Måske har du engang siddet fast i en trafik-kø på vej til noget der var vigtigt. Hvad skete der i din krop lige der ??? Kunne du mærke at pulsen steg, at skuldrene bevægede sig op mod ørerne, at du blev mere og mere urolig i din krop? Dette er adrenalinet der er på spil. Eller måske har du engang haft et mareridt, som du er vågnet ved. Hvordan havde din krop det da??? Hjertet hamrede måske, og kroppen var fuldkommen anspændt og samtidig urolig. Tænk lige over det, du sov – intet var reelt farligt, det var kun en drøm.

Sådan er det. Amygdala kan virkelig ikke kende forskel på fantasi og virkelighed, så alle former for bekymringstanker er indre trusler. Bekymringstanker kan vi have mange af, hver dag og igennem lange perioder, og herved kan vores krop og hjerne jo være i konstant alarmberedskab igennem meget lang tid. Det tåler kroppen og hjernen selvfølgelig ikke, og derfor nedslides vi og bliver syge af stress.

Stress og symptomerne på stress.
Hvis vi lige igen ser på det som adrenalinet og cortisolet gør i vores krop, så vil vi se en klar sammenhæng mellem et overophedet alarmberedskab og symptomerne på stress. Sidstnævnte opleves ofte som anspændte muskler, smerter i kroppen, indre uro, øget puls, overfladisk vejrtrækning, mave-tarmproblemer, nedslidte sansefiltre så der er opstået støj og lys sensitivitet, nogle gange også lugt-sensitivitet. Hovedpiner og migræne. Manglende evne til at huske og koncentrere sig. Hudlidelser (adrenalin har forbindelse med nyrer og binyrer, der igen hænger sammen med huden). Et overskærpet og nedslidt immunforsvar, der måske begynder som weekend-influenza’er og senere udvikler sig til at være modtagelig for alle former for virus’er. Faktisk er det sådan, at man ved sundhedssystemet i USA har udtalt en formodning om at 90% af alle sygdomme, grundlæggende er stressrelaterede.

Jeg har ikke set nærmere på undersøgelserne bag, men ud fra mine egne erfaringer på området, er det bestemt ikke usandsynligt at rigtigt mange af de lidelser, vi opfatter som somatiske (fysiske) har sin rod i stress, hvilket – vil jeg gerne understrege – ikke gør dem mindre somatiske, fx vil tarmlidelsen Morbus Chron – fortsat være morbus chron, uanset at den i sin tid er udviklet af, at kroppen har været for længe i alarmberedskab.

Hvis du stadig læser med – i dette lange indlæg – håber jeg at du har fået forståelse for, at stress aldrig ’BARE er stress’. Stress over længere tid, altså et høj-aktivt alarmberedskab over længere tid, har alvorlige følger. Og ikke nok med at vores krop nedslides, alt peger også på at stress meget let kan blive kronisk.

Dette sker ved, at Amygdala ved langvarig stress, vil vokse sig større og blive endnu mere følsom og aktiv. Der skal altså mindre og mindre til, før vi oplever os truede og overvældede. Et café-besøg med en god veninde samme dag som man også skal på kommunen kan være alt rigeligt til at alarmberedskabet bimler og bamler.

Stress bor i samme familie som angst. Det siger sådan set lidt sig selv, da der i begge tilfælde er tale om frygt og forhøjet alarmberedskab. Når man har været højstresset igennem lang tid, udvikles en sårbarhed, for at man meget let havner i angst.

Og endelig ved vi også, at der er en sammenhæng mellem for meget Cortisol og for lidt af signalstoffet Serotonin, og at der ved mangeltilstande af serotonin er en sammenhæng med depression.

Så alt i alt – stress skaber forfærdelig meget ballade, både for kroppen, immunforsvaret, de mentale funktioner og for vores psykiske sundhed.

Jamen, kan man så løbe fra stress eller hvad?
Nej! Svaret er et soleklart Nej! Og så er der alligevel et lille bitte ja.

Lad os tage ja’et først. Det vi ved om adrenalin er, at vi kan ikke hvile, sove, meditere en overdosis af adrenalin bort. Husk at adrenalin skal sætte kroppen i stand til at løbe eller kæmpe – ikke give slip, slappe af og sove.

Af samme grund er det ofte meget svært at sove, når man er stresset. Alt for meget adrenalin i kroppen og en overophedet amygdala medfører, at man nat efter nat ligger hyper vagtsom og anspændt i sengen og roder rundt. (Og denne situation medgiver så flere bekymringstanker om hvordan det skal gå i morgen, når jeg ikke har fået sovet nok – ja! Der er masser af stress-spiraler).

Den megen adrenalin kan dog mindskes, ved at blive forbrændt, og denne forbrænding sker faktisk gennem, at vi bevæger os. Men, men. Dette betyder ikke at vi alle skal ud i benhård løbetræning. At forbrænde adrenalin indebærer blot, at vi bruger kroppen så meget, at den bliver lidt tung og lidt træt. Det kan vi gøre ved at støvsuge, trave en tur, OG faktisk også ved at dyrke yoga, der på mange måder er langt blidere for den i forvejen belastede krop.

Og lad os så også se på det soleklare nej! For det første, vil benhård motion i sig selv øge adrenalin-niveauet, og det er der jo bestemt ikke brug for. Lige så lidt som der er brug for store mængder kaffe, cola, eller at se gysere (herunder nyhederne). Ideen er jo at komme ud af adrenalin-tsunamien.

For det andet, kan benhård motion, for en krop, der i forvejen er anspændt og belastet, let medgive skader og yderligere nedslidning. Samtidig har man brug for pauser både fra hård fysisk træning og fra al stress-adrenalinet i kroppen, for at den overhovedet kan restituere sig igen. At overhøre dette kan i værste fald medgive en meget uhensigtsmæssig nedslidning af kroppen.

Det væsentligste argument mod ’motion på recept’ til folk, der er meget stressede er dog, at motion uanset hvilken slags der er tale om, kun er symptom behandling. Stress kommer ikke af, at kroppen ikke har været aktiv, det har den jo været på sin egen alarmberedskabsmåde igennem meget lang tid.

Stress bor i hovedet.
Det er virkelig vigtigt, at vi alle begynder at forstå, at Stress bor i hovedet, i tankerne og i at vi lidt naivt tror på de tanker, der viser sig på de indre linjer. Er du lidt skeptisk? Jamen så spørg bare dig selv, hvis du kunne give slip på din næste tanke, bare den næste tanke, hvilke problemer ville du så have lige nu??? Dit svar kunne være, ‘jamen det får jeg jo ikke færre smerter af, eller flere penge af, eller et nyt job af’, – alt dette er tanker. Så prøv lige igen. Hvis du kunne give slip på din næste tanke, – hvilke problemer ville du så have lige nu?

Det jeg peger på, er at de vilde dyr, truslerne i vores liv, er vores bekymrings-tanker, og dem kan vi sagtens tage med på løbeturen, eller vi kan vende tilbage til dem igen, når vi har overstået badet, og så har løbeturen jo ikke nogen større effekt.

Nogle eksperter, dem der råber højt om ’katastrofen ved at motionere ’, peger på, at det vi har brug for, er at hvile og restituere. Og ja, dette siger sig selv, (og gør det ikke, så læs lige det med stressmekanismerne igen). Men, at hvile sig er heller ikke nok.

Lad os være generøse og sende alle hyperstressede til en strand på Bali, hvor alt er sørget for. Erfaringsmæssigt, vil de tanker, vi tager med på løbeturen, også kunne tages med på ferien. Og selvom man langsomt skulle komme på afstand af de indre historier, så vender disse næsten altid mange-fold tilbage, enten i flyveren på vej hjem eller når rumpen rammer kontorstolen på arbejdet igen.

Med andre ord – for at forebygge, mindske og hele stress, er der brug for noget, der strækker sig udover blot bevægelse og udover blot at holde en pause.

Og lad mig også bare understrege – der er ‘No quick-fix’ og ‘No cure for all’.
Nogle læger og mange psykologer har forstået, at det er de indre linjer der skal ses på, og disse henviser flittigt til et ’mindfulness-forløb’. Og hertil skulle jeg jo være ivrig fortaler – men ak. Så enkelt er det ikke.

At lære at relatere sig til sine tanker på helt nye måder, så truslerne aflives, at lære at styrke sin personlige robusthed, og at lære at meditere er helt klart meget effektive, mere varige og gennemgribende tiltag end pauser og løb, men mange mennesker magter det simpelthen ikke. Af forskellige grunde.

Tanke-sættet kan være så grebet af desperation, at der er så meget modstand på, at se på det der foregår, og overhovedet at mærke sig selv, at det ikke er muligt. For andre, vil det langsomme tempo og nærværet i et sådant forløb være alt for provokerende. Det der kan ske, hvis man forcerer disse mennesker til ’at tage den med ro’ og at deltage i et mindfulness forløb er, at stressen øges – så meget at den bliver til angst. Forståeligt nok, det svarer lidt til at have kørt med 220 kilometer i timen og pludselig træde på bremsen. Det gør både ondt og er skræmmende – i hvert fald i en sådan persons forestillingsverden. Her kommer jeg til at tænke på en klient, der af en psykolog, var blevet sygemeldt med stress fra sit arbejde i, i hvert fald 3-4 måneder. Klienten gik i panik, fyrede psykologen og kom til mig. Her tog vi 8 dage af gangen og endte med en sygemelding på faktisk 4½ måneder. Ikke fordi det skulle tage lang tid, men alene fordi hun var så nedslidt og hang så meget fast i sin panik og sine bekymringstanker, at vi måtte tage meget små skridt ad gangen.

Anyway – min pointe er. Der findes ingen på forhånd givne svar til hvad der er helt rigtig for den enkelte, der er ramt af stress. Det nytter ikke noget at vi hiver tidens trends ned af hylderne; ’motion på recept’ eller ’mindfulness’ og uddeler dem som den evige sandhed. Og det vi hiver ned, skal hives ned med nøje omtanke, så situationen ikke forværres.

Lille spejl på væggen der, hvem er ekspert på stressen her?
Det siger sig selv – ikke, at kun den, der er ramt af stress dybest set ved hvad vedkommende har brug for. Der skal ofte lidt hjælp til at de bliver bevidste om det, men svaret bor i personen selv. Nogle stressramte vil sige, ’jeg skal bare være lidt i gang hver dag, så jeg får tankerne på afstand’, nogle vil have brug for en hverdag med fuldkommen ’forudsigelighed og overskuelighed’ i en lang periode’, andre vil sige ’jeg har bare brug for fred og ro og absolut ingen krav’, andre igen vil sige ja tak til noget af det, der allerede er på hylderne.

Men sådan gør vi jo ikke i vores kultur, hvor eksperterne altid er klogere end de som er tættest på, og hvor systemerne er skruet sådan sammen, at man uanset hvad man har brug for ALTID skal passe sin e-boks, deltage i opfølgningsmøder på kommunen, vise fremgang, – og – for at være berettiget til et forsørgelsesgrundlag medens man er syg – skal tage imod det lægen udskriver, så man kan komme hurtigst muligt i gang igen. Og man kan med stensikkerhed nærmest FÅ stress af tankerne om, hvad f’n gør jeg/vi, hvis sygedagpengene udløber inden jeg er klar. Systemet er med sine klare krav og tidsrammer slet, slet  ikke gearet til at imødekomme stress.

I den ideelle verden, lytter man til den der ved bedst, og det er givetvis ham eller hende, der er ramt af stress, og lader planen, der mindsker og heler stress starte her. Og det gør man, UDEN at gøre den enkelte overansvarlig for at være havnet i stress.

500.000 i Danmark er ramte af stress og stigende udbrændthed – ku’ der være en grund???
De truende tankenisser, der er på spil i stress, er jo ikke udvalgt og trukket i en automat, fordi ’den slags bekymringstanker kunne jeg godt tænke mig at ha’.

I de seneste års store stressforekomst er masser af kultur og samtid på spil. Kompleksitet, et skyhøjt tempo, konstant foranderlighed, uforenelige krav, uendelige, tilsyneladende muligheder, som vi drukner i, ideologier om at være sin egen lykkes smed, illusioner om kontrol og om  egen fri vilje – og du skal bare tage dig sammen tanke-sættet, uudtalte fordringer om at alle skal (højt- ) uddanne sig, motionere sig, spise sundt, (hyper-) aktivere sine børn, have det perfekte hjem, det perfekte liv osv, osv,  har forenet sig i en skønsom grød, som vi alle er påvirket af på den ene eller den anden måde. Vi lever i dag i et samfund der nærmest gøder hyperaktivitet og udviklingen af at alle har lidt ADHD.

Nogle er lidt mere allergiske overfor grøden end andre, nogle oplever udover kulturens udfordringer også voldsomme livsstorme udløst af tab og andre belastninger, uanset- vil jeg bare afslutte med, at vi i sidste ende alle kan rammes af stress, blot fordi – ’Every man has a breaking point’.

OG – bliver vi det, – ramt af stress – bliver du det, hvad tror du så at du har brug for, for at hele igen. Hvis der dukker bare et lille bitte svar, en lille bitte ide op – så skynd dig at gøre dette allerede nu, før du går ned med stress.

 

Nyhedsbrev