Juletid er nærværets og hjerternes tid

 

Hvis altså vi har tid til det !!!

 

I dag har jeg lige set en tv-reklame for en julegave ide, ikke til ham eller hende der har alt, men som et tidsbesparende køkkenredskab vi nærmest alle må eje. Redskabet er en selvrørende gryde, der helt af sig selv sørger for at maden ikke brænder på. Ved siden af dette vidunder har vi i noget tid haft mulighed for at eje den selvrørende kop, og netop nu fået muligheden for at smide skrald ud i skraldespanden, uden at skulle trykke på en pedal eller åbne nogen låger. En lille bevægelsessensor gør arbejdet for os, og det kan vi jo være glade for, for så sparer vi både tid og kræfter. Og skulle dette ikke lige være det store ønske, hvad så med en lille fiks hjemmefabrik, der helt selv spytter små lækre donuts ud, nok til at glæde alle unger til børnefødselsdag. Eller hvad med massagerobotten der klør dig på ryggen, eller måske maskinen, hvor du bare tilfører frugt og vupti har du lækker frozen yoghurt.

Opfindsomheden for at vi kan spare tid og undgå at udføre arbejdet selv vil ingen ende tage. Jeg ved ikke om opfindelserne er det helt geniale svar for nogen, men de er i hvert fald tankevækkende for os alle.

Af uransagelig årsager kommer jeg til at tænke på min bedstefar, en fuldvoksen mand, med rank ryg og benene solidt plantet i jorden. Som smed arbejdede han 45 timer om ugen, mindst, og bagefter, i det, vi i dag kalder ’fritiden’ sørgede han for at vedligeholde hus og hjem, når han altså ikke lige drev familiens landbrug. Et landbrug der omfattede alskens grøntsager, frugter og bær der skulle plukkes, plantes, hyppes, høstes og hengemmes. Et landbrug med svin og høns, der skulle plejes, fodres, opvokses og slagtes, så familien kunne hensmæske sig i søndags kyllinger, medisterpølse og flæskesteg.

Man kunne forestille sig, at erindringerne om ham indeholdt billeder af en mand, der altid havde travlt med et eller andet. Sådan er det forunderligt nok ikke. Jeg husker bedstefar som en mand der altid havde tid.

Hver aften sad han en god lang stund på bænken i skellet til markerne og kiggede ud i horisonten. Jeg tror han mediterede, men ikke på en måde så han ikke kunne forstyrres. Bedstefar havde altid tid til en snak, og i snakken havde han rigtig god tid til at lytte. Han havde også altid tid til et slag kort, et spil badminton, at hjælpe med lektierne, at fikse cyklen eller at flikke et par bogkasser sammen.

Jeg forstår i dag ikke helt hvordan det kunne være sådan. Ikke nok med alle de daglige pligter og gøremål, så blev hele molevitten jo udført ved hjælp af håndkraft. Der blev luget med skuffejern, gravet med en skovl, klippet med en hækkesaks og savet med en fuchsvans. Og inde i køkkenet ved bedstemor, blev der syltet, æltet, bagt og stegt. Stort set alt det familien spiste blev lavet ved håndkraft, uden miksere, røremaskiner, kaffemaskine eller opvasker. Selv vasketøjet blev rent ved hjælp af håndkraft, en kæmpe røre-pind og en gruekedel. Centrifugeringen foregik ved hjælp af en vridemaskinen og så blev tøjet hængt til tørre på tørresnoren, hele året rundt. Striktrøjer og sokker var sammen med vanter og huer altid hjemmegjorte. Der blev gjort rent flere gange ugentligt, tæpper, dyner og madrasser blev båret ud og banket, fliserne i badeværelset blev blanket af og frigjort for kalk. Mindst en gang om ugen blev alle familiens sko renset, plejet og pudset op med skocreme. Og når alt det huslige var overstået, satte bedstemor sig i sofa’en og broderede små initialer på det hjemmesyede sengetøj.

Det her er ikke en skønsang om svunden tids hjemmebankede dyner og hjemmegjort bagværk. Så fjernt fra. Det er blot stilfærdige overvejelser over, at der kun er ca 45 år til forskel på dengang og nu, 45 år og en rivende udvikling af alverdens teknologiske hjælpemidler, der alle sammen, egentlig skulle hjælpe os til at få mere tid.

Spørgsmålet ’fik vi så det’ er ikke kun retorisk, det er nærmest lidt flabet – ikke ?

Jeg kan ikke forklare det, – det er derfor det er så tankevækkende, men hver gang der bliver opfundet et nyt hjælpemiddel, ser det faktisk ud til at vi får mindre tid og mindre overskud.

Måske er de små og store teknologiske vidundere faktisk indbegrebet af de der grå herrer fra Momo. Momo er en historie af Michael Ende, der handler om en lille hyggelig landsby, hvor alle trives og har rigtig god tid. Altså indtil de grå herrer invaderer byen og gennem sindrige måder overtaler alle indbyggerne til at begynde at spare deres tid op på en tidskonto. De grå herrer er kolde og livløse. I realiteten er de ’tidsrøvere’, og landsbyboernes tidsopsparing er det de lever af. I takt med at beboerne bliver rigtigt gode til at spare deres tid, formerer de grå herrer sig. Og i samme takt får landsbyens beboere det mere og mere skidt. De glemmer sig selv, hinanden, omsorgen og nærværet og de glemmer det livfulde i livet. Alting handler til sidst kun om jagten på at spare tid, og jo mere de sparer, jo mindre tid er der.

Jeg tror faktisk ikke at de teknologiske vidundere er de grå, livløse, kolde herrer.  De grå herrer er nærmere en virus, en virus i vores tanke-sæt, som hypnotiserer og forfører os ud i en evig sparen tid, som gør os tids-hysteriske i en grad så vi ikke kan holde ud at sidde fast i trafikken, som skaber uro når vi skal vente mere end et par minutter på et apotek eller i en kø i supermarkedet.

De teknologiske vidundere er blot et produkt af denne virus. Et produkt der dog ser ud til at nære selvsamme virus.   Det forunderlige er, at når vi fjerner os og bevæger os ud af rækkevidde fra de selvkørende gryder, ud i kolonihaverne og sommerhusene, så blomstrer vi. Vi falder til ro, og genfinder tiden. Set i det lys vil jeg tænke mig om, mere end én gang, før jeg inviterer mere tidsbesparende teknologi ind i mit liv.

    Nu vil jeg slutte, så jeg ikke spilder for meget af din tid, dog med ønsket om, at du i denne jul
må have alverdens tid – tid nok til en glædesfyldt, fredelig og nærværende jul, tid nok til at du
slapper helt af i selskabet med dig selv og i samværet med dine kære.

 

 

 

 

Nyhedsbrev