Et spørgsmål om værdighed…

det vi vander vokser – så enkelt er det

I sidste weekend nåede jeg endelig i Biffen og så filmen ’Free the Mind’, en film der gjorde dybt indtryk, i en sådan grad, at den igen og igen finder vej til min indre filmskærm.

Filmen handler om hvordan vi kan frisætte vores sind, og hvordan mindfulness kan hjælpe os til dette. Filmen har fået både ros og kritik, kritik af mindfulness kendere, for at de som ikke kender til området – kunne få et skævt indtryk af, at mindfulness mest af alt handler om åndedrætsøvelser.

MEN, ser man på det der sker, udover de præsenterede øvelser, vil man opdage, at det der praktiseres i møderne er mindfulness anvendt i sit ypperste. Og det der gjorde så dybt indtryk på mig, var netop de møder mellem mennesker vi blev introduceret til. Dels følger vi nogle krigsveteraner, præget af skam, skyldfølelser og invaderende flash-backs med grusomme billeder af krigsoplevelserne. Herudover følger vi også en lille dreng, tydeligvis præget af frygtsomhed, vanskeligheder omkring at aflæse sociale signaler, motorisk uro og manglende koncentrationsevne – det vi i dagligdagen forstår som ADHD.

Det der var så hjertegribende, vidunderligt at se, var hvordan pædagoger og lærere mødte denne lille knægt. Et møde præget af dyb respekt for drengen, hans person, hans vilkår og hans oplevelser. Et møde rodfæstet i at pædagogen med sin værdighed mødte drengen på hans værdighed.

Og ja, det var vel det jeg mest af alt fik ud af filmen, et bud på at mennesker altid kan mødes i værdighed, uanset baggrund, problemstillinger og rolle i mødet. Uanset om mødet omfatter krigsveteraner med andre menneskers liv ’på samvittigheden’ eller en forvirret dreng, der igen og igen kommer galt af sted.

En værdighed, der kom til udtryk, fordi de ’professionelle’ ikke indtog rollen som professionelle, men blot mennesker der for et øjeblik delte deres indsigt.

En værdighed, der kom til udtryk fordi mødet var præget af rum, accept og omsorg – fritaget for vurderinger – med andre ord et mindfull møde.

Og så er det at jeg et øjeblik dvæler ved mine egne erfaringer fra såvel skoleområdet, det pædagogiske område og behandler området – og hvordan vi meget let mister kontakten til både vores egen og den andens værdighed. Hvor vi ender i enten at ‘nurse’, at ‘overbevise’, at ‘belære’, at ‘dominere’, at ‘tale ned til’, eller – i nogle tilfælde endog at ‘ydmyge’.

For ganske nylig hørte jeg en pædagogstuderende fortælle hvordan hun i sin praktik overhørte yderst erfarne pædagoger udtrykke ’jeg brækker mig over dig’ til et af de børn, der var blevet anbragt på institutionen. Og at samme pædagoger brasede ind på børnenes værelser, uden at banke på og uden respekt for at dette værelse var barnets hjem. Og hvordan én af teenagerne havde besøg af sin kæreste på sit værelse, og blev mødt med pædagogens udtryk ’kom ud herfra, i skal ikke sidde her og gramse på hinanden’. Den pædagogstuderende var dybt chokeret over, ’at man taler så grimt til børnene’ og over at børnene alt i alt ikke blev involveret, talt med eller inddraget i beslutninger om deres eget liv.

Disse eksempler er så åbenlyst disrespektfulde, at de fleste af os ville tage os til både hoved og hjerte, i situationen. Men desværre findes der lignende, meget mere utydelige eksempler i vores hverdag, på at vi mister kontakt til at behandle både os selv og andre med værdighed. Læger der ikke lytter til deres patienter, forretningsdrivende der stønner over deres kunder, bagtalelse af kolleger, foragtelige udtryk om de der ’ikke gider at arbejde’ – ja listen er lang.

At opleve sig som et værdigt menneske, hænger uløseligt sammen med vores oplevelse af selvværd, hvor selvværd her forstås som, at vi med vores væren alene har værdi, at vi er værdige. Mange gange har jeg hørt kursister udtale, ’jeg har mistet min selvtillid, men det værste er, at jeg også har mistet min værdighed’, fx i mødet med systemet efter mangeårig sygdom eller i mødet med en uheldig ledelse på vejen ind i sygdom.

Pass it on, er en anden film, der viser hvor meget godt der sker, hvis vi gør noget godt for andre mennesker. Hvis jeg skulle vælge én eneste ting vi alle havde fokus på at videregive, gøde og vande, ville det være at behandle os selv og andre mennesker med værdighed.

Af samme grund ville jeg ønske at denne film blev vist i alle institutioner – politiske, kommunale, undervisnings-, sundheds- og pædagogiske institutioner. Ikke så meget for at lære om mindfulness – men alene for at få øjnene op for at ALT OG ALLE naturligvis kan mødes i værdighed, og når vi ikke synes at det kan (eller skal kunne) lade sig gøre, så handler det mere om os selv – end om de andre.

 

Nyhedsbrev