det handler ikke om at få ret – kun om at blive hørt!

 

Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre uden at han holder noget af dets liv i sin hånd. – Løgstrup.

 

’Jamen’ hører jeg mig selv sige i telefonen, ’I har jo foretaget denne afgørelse i går – men på baggrund af en helt anden forudsætning, et grundlag der er helt, helt forkert. Og nu hvor dette er rettet, må afgørelsen vel kunne ændres?’.

’Nej’ siger manden i den anden ende, køligt og afmålt, ’det forandrer ingenting. Borgeren kan ikke få kontanthjælp, men han er velkommen til at anke afgørelsen’. ’Jamen’ begynder jeg igen, hvordan skal han så betale husleje……og afbrydes, ’der er ikke mere, vi kan gøre her’ svarer manden, siger farvel og lægger røret på.

Og så sidder jeg tilbage med en duttende telefon, et hjerte der hamrer, og en glødende hede i maven, der hurtigt breder sig ud i resten af kroppen.

Magtesløshed – hedder den her følelse. Og den har jeg selvfølgelig mødt før. I forskellige grader og afskygninger, og altid i de situationer hvor autoriteter var kolde, kyniske og urørlige, hvor det var umuligt at blive hørt – også selvom det man havde på hjerte og tunge faktisk var væsentligt afgørende.

Man kan sagtens modtage en afvisning, et budskab, en afgørelse – der er hæslig, ja endog truende for ens eksistens, endog selvom den er grundlæggende uretfærdig – uden at komme til at føle denne magtesløshed.

Forskellen er om man bliver hørt. Om budbringeren har karakter og medfølelse nok til at lytte, og til at prøve at forstå hvad det er man siger. Om budbringeren vil investere sine ører og sit hjerte, og måske give sig tid til lige at prøve at forklare det, der lige nu synes helt ubegribeligt.

Når man derimod mærker at budbringeren er indifferent, fuldkommen ligeglad, en maskine der udspyr afgørelser, uden omtanke for hvilken betydning det har for dem, afgørelserne handler om, og som på ingen måder forsøger at forstå eller være blot et lille gran imødekommende – ja så bliver magtesløsheden nærmest overvældende, og lige i halen af denne følger vreden.

Og pludselig, denne formiddag, hvor jeg har hængt i røret i en lille time for at komme igennem til en ydelsesafdeling på et andet menneskes vegne, og endelig helt fremme i kø’en møder denne kolde ligegyldighed, så forstår jeg hvorfor der kan være behov for vagter og forhøjede beredskaber på mange offentlige kontorer.  Men det behøver ikke være sådan.

I realiteten er det så uendeligt lidt der skal til, et par minutters empatisk lytten og forståelse. Det tager ikke mere tid, det koster ikke flere kræfter, og du mister intet – absolut intet. Omvendt opnår du heller intet, absolut intet ved at fedte med din sympati.

Min pointe er, at du betyder noget, og du, er dig som vi møder i telefonen, ved skranken, ved mødet, i Irma, ved lægen, i lufthavnen, i kantinen, på vej op ad trappen,  i vaskekælderen, på bænken i parken.

DU betyder noget, og mødet med dig, uanset hvor kort det end er, er afgørende for et andet menneskes trivsel.

Og arbejder du med andre mennesker, så har DU, faktisk magten til at forandre en hvilken som helst situation fra at være kold, frustrerende og destruktiv, til at blive rummende, frisættende og helende.

Vil du være sød at tænke over dette. Og måske også over, hvilken betydning dette gode møde vil kunne have for dig.

 

 

Nyhedsbrev