Derfor skal du stå ved dig selv…

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Jeg var for noget tid siden sammen med en veninde der kort tid forinden havde købt et par helt ekstraordinært vidunderlige støvler. Støvlerne var Italienske, fodtøjets haut coture, og kostede spidsen af en jet-jager. Hun havde i flere uger kredset om butikken, prøvet støvlerne flere gange, og havde til sidst besluttet sig, ’jeg gør det sgu’.  Lykkelig lod hun kreditkortet køre igennem maskinen. Nu skal jeg måske lige tilføje, at min veninde tjener pænt godt, og faktisk havde hun, med lidt efterfølgende sparsommelighed,  råd til støvlerne, også selvom de var pænt ekstravagante.

Smuk æske, smuk pose og svævende hjemad på en lyserød sky, kunne næsten ikke vente til hun kunne trække de nyerhvervede modeatributter på fødderne og fremvise dem for sin søde kæreste.

Min venindes kæreste, snart husbond, er vestjyde, med et kæmpe hjerte og begge ben plantet solidt i den jyske muld. Og som min veninde udtrykte det,  ’Han ville aldrig helt kunne forstå at jeg kan finde på at spendere det samme som du kan få en mindre brugt bil for, på et par støvler’, hvorfor hun besluttede sig for den der lille historie vi nogle gange digter, ’de var meget dyre, men jeg fik dem på et fantastisk tilbud’.  Så, overfor kæresten var støvlerne nok dyre, men faktisk kun en tiendedel af hvad hun reelt havde betalt. Kæresten blev chokeret over selv dette beløb, men tog kærligt del i hendes glæde, og sagde, ’når de gør dig så glad, så er de hver eneste krone værd’.

Weekenden efter var de inviteret til middagsselskab hos kærestens chef, og selvfølgelig skulle støvlerne vises frem, med stolthed og tilskuerjubel – mest fra kvinderne. Men hen under aftenen blev det lige varmt nok, så hun vristede dem af, og stillede dem i en krog i gangen, og glemte for en stund alt om fodtøjet.

Nu tager denne historie en lille drejning. For kærestens chefs kone…. Var mere vild med hunde, end med støvler, og havde netop fået sig endnu en hundehvalp. Et bedårende lille kræ, der løb rundt i hele huset, og som, selvom den havde stamtavle, ’næsten ikke havde kostet noget’.

Da min veninde og kæresten flere timer senere skulle hjem, fandt hun hen til krogen, hvor hun havde krænget støvlerne af, og der lå både hundehvalpen og resterne af hendes haut coture støvler, fuldstændig gennemgnavede og indkørte i hundesavl. Alle stirrede lamslåede på scenariet. Chefens kone bekymret for hvor meget indfarvet læder der nu lå og ulmede i den spæde hundemave. Kæresten bekymret over min venindes tab af glæde. Min veninde … blot lamslået, nærmest forstenet. Chefen, en jovial fyr, trak vejret et par gange og sagde, ’det er da godt at vi har forsikringer, du kigger bare over med kvitteringen i morgen’.

Min veninde tog hjem i strømpesokker, med de gennemgnavede støvler i hånden, og nu sad hun her ved mig, og spurgte, hvad f’n gør jeg. Og det spørgsmål kom der ikke lige noget svar på, for vi brød fuldstændig sammen i grin inden. Maverungende latter over det her fuldstændigt surrealistiske scenarie.

Efter latteren havde stilnet lidt af, begyndte vi at tale om ’hvorfor’. Hvorfor er det at vi laver de der hvide løgne, de små historier, der dækker over hvem vi virkelig er og hvad vi virkelig ønsker os. Hvorfor er det at vi har så svært ved at stå ved os selv, ikke kun i situationer som denne her, men også overfor vores chef, kolleger, kunder, familie, – og endnu mere mærkeligt, hvorfor er det at vi har så svært ved at stå ved os selv endog overfor for os selv.

Mit bedste bud er, at vi er bange – det handler om frygt. Hver gang vi klipper en hæl eller hakker en tå i forhold til os selv, hver gang vi gør os mindre eller større end dem vi virkelig er, handler det om frygt. Frygt for at være for lidt, for meget, for dum, for klog, for kærlig, for hård, for… Vi frygter at miste, vi frygter at blive afvist, vi frygter at blive vejet og fundet for let, for tung eller bare for ….. forkert.

Og så er vi jo tilbage til alle de der vurderinger vi strør om os med. Vurderinger, der meget let bliver til hårde, nogle gange ætsende, domme over for os selv, overfor andre og overfor livet. Vurderinger der gør det svært blot at være accepterende og autentisk til stede med og i det der er, og dem vi er.

At være autentisk til stede som den vi er, kan virke faretruende, men ikke at stå ved os selv har desværre også en pris, en langt dybere, og mere snigende omkostning. Når vi ikke står ved os selv, tærer vi på vores grundlæggende energi. Og når vi svækker vores grundlæggende energi, underminerer vi vores styrke, vores overskud og vores integritet indefra. Du kan se et meget enkelt eksempel på dette i nedenstående video;

 

 

Dr. Waynes eksempel her, viser at alle tanker og alle følelser grundlæggende er energi. Frygt og negative tanker medfører at vores energi mindskes, men at håndtere vores frygt ved at undgå at stå ved os selv, gør bare slemt til værre. At lyve om noget så simpelt som ens navn, også velvidende at det helt sikkert er en løgn – gør øjeblikkelig energien svag.

Autencitet indebærer en ægthed, og at det, der er på indersiden også udtrykkes på ydersiden. Det vi føler, tænker og oplever udtrykkes ærligt og kærligt.  At omlægge årelange vaner, hvor vi ikke har stået ved os selv er selvfølgelig en proces – en proces, der starter med at vi begynder, i det mindste, at være ærlige overfor os selv i forhold til hvordan vi har det, de følelser vi oplever, de meninger vi har, hvad der er vigtigt i livet. Klarheden og ærligheden på de indre linjer bliver så med tiden grundlaget for også at kunne stå ved os selv – på de ydre linjer.

Forårets blogindlæg vil handle om tillid, autencitet, at være groundet, at stå stærkt og at stå ved sig selv – og om hvordan vi dealer med frygten, storytelleren og hele gospelkoret af indre kritikere på den selv-kærlige måde.

 

 

 

 

Nyhedsbrev