dansen i de røde sko…

 

Igen har jeg netop opstartet et terapi forløb med et dygtigt, vitalt menneske, der efter års arbejde har udmattet sig selv så fuldstændigt, at energitanken er tom, fuldkommen og aldeles tømt. Udbrændthed hedder det i diagnosesproget, men lad os hellere kalde det udmattelse, for selvom det er ualmindeligt svært at få fyldt energitanken op igen, så er det ikke umuligt. Det kræver dog at vi navigerer efter det rigtige kort.

Historien for dette menneske ligner de historier jeg ofte hører. En rejse, der startede med et spændende job, et job der gav energi, begejstring, glæde. Et job han indimellem kunne opleve sig helt høj af at udføre. Et job, der var krævende, men også så fængende og interessant, at han hellere ville bruge sine weekender på at fordybe sig i mere viden på området, end at læse en avis, en skønlitterær bog eller for den sags skyld bare være til stede med sig selv. Et job, der alt i alt var så betagende, at han blev mere og mere optaget af jobbet, og i samme grad mistede mere og mere kontakt til den der udførte det – ham selv. Jobbet tog over.

At blive overtaget af det der indledningsvis ser ud til at være en livsdrøm, noget smukt og vidunderligt kan ske i alle livssammenhænge, og er skildret så klart i eventyret om ‘pigen med de røde sko’. I dette møder vi en lille fattig pige, der boede helt alene ude i de store skove.

Pigen ejede virkelig ingenting, men hun nød sit liv, samlede bær og nødder og fik af og til en humpel brød af forbipasserende vagabonder. Pigen levede i pagt med den vilde natur, byggede sig ly og læ for sol og vind, fløjtede med fuglene og talte drillende til de små skovmus. Pigen var glad og tilfreds med sit liv. En ekstra glæde blev det, da hun havde samlet stumper nok til at flikke sig et par kludesko, der kunne beskytte hendes fødder mod de skarpe sten og tjørnene på buskene. Kludeskoene var røde, og hendes kæreste eje.

En dag kom en gammel rig enke forbi i sin guldkaret. Enken så den fattige pige, og blev blød om hjertet. Hun stoppede sin karet, og tilbød den fattige pige, at hun kunne bo hos enken. Pigen blev ganske overvældet af den fine, skinnende karet og tog imod enkens tilbud. Da de nåede enkens slot, blev pigen sendt i bad, og enken tog hendes klæder og hendes kludesko og brændte dem i ovnen. Pigen blev meget ked af det, hun savnede sine smukke røde kludesko, men uredelige var de.

Pigen levede nu et ganske andet liv i enkens store, rige slot. Hun nød den megen komfort, men savnede også naturen og alle hendes dyrevenner. En dag kom tiden, da pigen skulle konfirmeres. Enken tog hende med til byen for at finde tøj og sko. Ved skomageren søgte de efter et par pæne sorte sko, der passede til det tækkelige konfirmationstøj. Pigen havde dog fået øjnene på et helt andet par sko. På en hylde højt i skomagerens butik stod et par skinnende røde sko. De smukkeste sko pigen nogensinde havde set. Det kunne naturligvis ikke komme på tale at blive konfirmeret i røde sko, men pigen kunne ikke få øjnene fra dem, hun måtte have disse sko, og eftersom enken var en aldrende kvinde, der ikke så så godt mere, lykkes det pigen at få skoene med sig hjem.

Da konfirmationsdagen oprandt mødte pigen op i kirken med de røde sko og alle byens borgere så på skoene og mumlede anstødt til hinanden. Pigen var ligeglad, hun følte sig rig og smuk hver gang hun så på sine røde sko. Ude af kirken tog hun endog et par dansetrin og glædede sig over hvordan skoene bar hende så hun kunne danse let og levende.  Hun dansede hele vejen til kareten, og dansede fra kareten over slotspladsen.

Enken hørte om de røde sko hjemme på slottet, og blev vred og tog dem fra pigen og satte dem på den aller øverste hylde på hele slottet. Pigen kiggede i mange dage med længsel på sine røde sko, og besluttede en dag at hente dem ned, medens enken sov til middag. Hun tog dem på, beundrede dem og tog på ny et par dansetrin. Og nu skete der det forunderlige at skoene helt af sig selv begyndte at danse. Skoene løftede pigen op, hvirvlede hende rundt i smukke piruetter, og dansede hende helt ud på slotspladsen. Glad var pigen, smuk følte hun sig og hun nød den berusende dans. Det var dog ganske svært for hende at få skoene til at holde sig i ro, og det var kun med megen besvær at hun kunne få dem vristet af sine fødder, så de kunne komme op på deres plads igen inden enken vågnede.

Efter et par dage skulle enken på familiebesøg og pigen fik lov at blive hjemme. Aldrig så snart enken havde forladt slottet, tog pigen igen de røde sko på. Og nu dansede skoene lige med det samme. De dansede pigen gennem hele det store slot, gennem alle salene, op og ned af trapperne og pigen blev helt forpustet, hun kunne næsten ikke følge med. Hun satte sig ned for at hvile sig lidt, men skoene ville danse videre. De løftede pigen op fra stolen og hvirvlede hende ud på slotspladsen. I piruetter dansede hun ud over markerne, hurtigere og hurtigere og hurtigere. Pigen kunne nu slet ikke følge med de smukke, røde sko. Hun forsøgte at tage et lille hvil, hun satte sig kort og ville tage skoene af, men kunne ikke vriste dem af fødderne, og skoene bar hende på ny ud i en vild og hurtig dans. Forpustet og udmattet måtte pigen prøve at følge med, gennem skovene, gennem rivende grene og stikkende tjørnekrat  dansede skoene helt af sig selv. Da pigen kom hvirvlende ind i en lille landsby, så hun smeden stå og arbejde ved ilden på torvet. Hjælp mig, råbte pigen til smeden. Jeg kan ikke få mine sko af, kan du ikke hugge remmene over. Smeden så forbløffet på pigens dansende fødder og løftede sin skarpeste huggert og huggede remmene over. Pigen fik sat sig ganske kort og forsøgte igen at vride de røde sko af sine fødder. Men skoene sad fast og lod sig ikke vriste, de bar blot pigen ud i en endnu hurtigere, endnu vildere piruette.

Svimmel og nu helt, helt udmattet nåede pigen til den fjerne ende af en meget stor skov. Pigen havde slet ikke flere kræfter,  hun bad så mindeligt de røde sko om et hvil, men skoene dansede ubønhørligt videre og videre og videre. I udkanten af den store skov kom pigen forbi en lille lysning og her så hun bøddelens hus. Hun anråbte bøddelen, hjælp mig, råbte hun til ham, hjælp mig, jeg kan ikke få mine sko af og de danser mig lige snart til døde. Bøddelen så på pigebarnet, der nu så ganske forvildet, ganske forpjusket og ganske forrevet ud. Hvad kan jeg gøre for dig, spurgte han pigen. Hug mine fødder af, svarede pigen, så jeg kan få et lille hvil. Bøddelen løftede sin tunge økse og huggede først den ene fod og siden den anden fod af pigen. Nu kunne hun sætte sig, og se hvordan skoene dansede videre ud i verden med hendes blødende fødder. Og bøddelen forbarmede sig over det udmattede barn. Han fandt nogle gamle klude i sit hus, og bandt dem rundt om hendes stumpede ben. Og med disse humpede pigen tilbage i skoven, tilbage til der hvor hun kom fra.

En barsk slutning, som det nogle gange er i eventyr, og som det også kan være det i vores virkelige liv, når vi havner i udmattelsen.

Jeg plejer at beskrive de røde sko som symbol for alt det der ‘bling’, der er i vores liv. Det der er tillokkende, det vi for enhver pris ønsker at holde fast i, og som netop af denne grund overtager scenen og styringen af os selv. Det kan være det fede hus, den rigtige titel, den rigtige karriere, men det kan også være vores holdninger, overbevisninger og vores livsstrategier – der måske engang havde en berettigelse, men som nu er ved at pine livet ud af os.

For at bevare vitaliteten, livsglæden og friheden i vores liv – kan det engang i mellem være vigtigt lige at stoppe op og spørge sig selv, ‘hvem danser ballet – er det mig eller sko’ene??, eller med andre ord;  ‘Har du kontakt til den, du dybest set er, og lever du efter dette, – eller er du måske blevet forført af de røde sko’.

 

 

Nyhedsbrev