Nærvær

At slutte fred med sig selv…


 

 jeg har lagt mine våben for dig

både skjoldet og mit svær

jeg vil ikke bære våben mer’

 

Hvis du kender bare lidt til mindfulness, ved du, at det at være mindfull indebærer at være nærværende i nu’et, accepterende og uden vurderinger. Det pudsige er, at vi ofte bliver så optaget af at være i nu’et, at vi helt glemmer det sidste led – at være her uden vurderinger.

At parkere vurderingerne har en særlig frisættende betydning, både i forhold til den relation vi har til os selv, til andre mennesker og til livet generelt.

Et eksempel på denne betydning, kan vi få en fornemmelse af, gennem historien om biologen George Schaller’s feltstudier af gorillaer. Schaller gjorde en banebrydende erfaring, da han som den første indenfor området, mødte op i gorillaernes territorium helt uden våben. Hans ønske var at studere disse sky, vagtsomme væsner, der var kendt for at kunne blive vældig aggressive hvis de følte sig truede. Andre biologer før ham, havde beredt sig på, at gorillaerne kunne være farlige, og var godt bevæbnet med rifler på deres besøg i territoriet. Shaller valgte i modsætning til sine kolleger, at møde op kun med respekt og tålmodighed.  I takt med, at gorillaerne fornemmede, at der ikke var nogen fare, tillod de hans team, at komme så tæt på deres liv, at teamet, som de første nogensinde, kunne studere gorillaernes stammekultur, familierelationer, unikke personligheder, vaner og kommunikation.

Når vi møder os selv og andre mennesker med en strøm af bedømmelser, forventninger, kommentarer og kritik – møder vi os selv med våben.  Vi bevæger os rundt i vores territorier med vel ladte kritik pistoler, parate til at evaluere og skyde på både os selv, andre mennesker og livet generelt. Det er jo ikke så mærkeligt, at vi under disse omstændigheder, mister lysten og modet til at kaste os ud i noget der er helt nyt, at bevæge os ud af vores tryghedszoner og at tillade os selv at blive set – både af os selv og andre mennesker.

At tillade os selv at blive set – af os selv og af andre, indebærer at vi også tør vise sårbarhederne og de sider af os selv, som vi måske har vurderet som utilstrækkelige eller mindre flatterende. At tillade os selv at blive set, er forudsætningen for, at vi kan slutte fred med os selv, at vi kan hvile i os selv og at vi kan leve autentisk med os selv.

At slutte fred med sig selv er ikke ensbetydende med selvfedme eller en hårdnakket ’jeg er som jeg er – og sådan er det bare’ attitude, men blot et udtryk for at møde sig selv med en opmærksom, accepterende og ikke-dømmende indstilling. At møde sig selv uden våben. At møde sig selv mindfull.

Og afslutningsvis så er det jo sådan, at den relation, vi har til os selv, har vi også til andre, – så når vi slutter fred med os selv, slutter vi også fred med andre mennesker, og det vi ellers har vurderet som værende deres sårbarheder, utilstrækkelighed og mindre flatterende sider.

 

 

(Indledende citat er fra sang af Anne Dorte Michelsen)

Mindfulness er….

 

Mindfulness har indenfor de seneste år bredt sig med lynets hast ud i alle kroge i vores kultur, og med udbredningen er der opstået nogen forvirring om hvad det at være mindfull overhovedet vil sige.

På et tidspunkt, hørte jeg i et tv-program en skuespiller udtrykke sig med at han i pauserne trænede sig i at være mindful med sin syv-kabale.  Psykologen, der arbejder for børns vilkår har i medierne udtalt, at små børn ikke skulle lære mindfulness, fordi de blev mere selvcentrerede af det. Psykiatere udtrykker sig med store advarsler om at det kan være farligt at lave mindfulness meditationer. I ugebladene ser vi mindfulness omtalt som afslapning, en pause fra hverdagens hektiske gøremål og som positiv psykologi, vi lærer at det halvtomme glas kan betragtes som halvfyldt.

Hvordan er det lige at samme fænomen kan være farligt, selvcentreret, afslappende og positiv tænkning – og er mindfulness overhovedet nogen af delene?

Der kan være flere grunde til vores forvirring. Populariteten omkring mindfulness kan medføre at tilgangen bliver mere overfladisk, vi lærer om mindfulness i overskrifter og klicheer, og mister dybden og den egentlige betydning. Det svarer til vores tendens til, når en hunderace bliver meget populær, at vi følgende avler rævl og krat på den, så racen med tiden mister sine oprindelige kvaliteter.

En anden grund til vores forvirring kan bero på at vi opfatter dette nye, med vores nuværende mentale modeller, og at vi helt ubevidst hakker en hæl og klipper en tå… (de klodser vi præsenteres for, skal passe til de huller vi har i vores put-i-klods-kasse), så mindfulness kommer til at passe med den tænkning og de forestillinger, der allerede ligger på det mentale lager.

At forstå den dybeste essens i mindfulness fordrer at vi møder mindfulness med beginners mind, nysgerrige, undersøgende, åbne, uden vores tendens til de hurtige konklusioner, ’nåh – det kender jeg godt’.

Mindfulness er IKKE at space out, slappe af  eller at gøre det halvtomme glas til noget halvfyldt. Mindfulness er ikke selvcentrering, tværtimod, og det at meditere med netop mindfulness tilgangen er ikke farligt.

Min elevatortale, når jeg skal beskrive mindfulness så kort og præcist som muligt er følgende.

 

Mindfulness er at træne din opmærksomhed så;

Du vågner op til dit liv, er nærværende tilstede.

Du ser alting klart (både det halvtomme, helt tomme og det fyldte glas)

At du møder det du ser med hjertet, det være sig andre mennesker, dig selv, livet, livets vilkår.

At du får erfaring for at du er meget mere end alt det du ser.

At disse erfaringer vil styrke din robusthed, din ligevægt og balance.

– Og vil medvirke til at din put-i-klodskasse udvides, du får flere ressourcer.

Mindfulness omfatter både visdom og medfølelse og handler grundlæggende om at vi lærer at leve et liv med livsglæde, livsmod  og livsstyrke– enkelt på nogle måder, men noget mere kompliceret end at space out, slappe af og lave syv-kabaler.

 

 

 

 

Kommunikationens Zen

Jeg ved godt at du tror

at du forstod det

du mener jeg sagde

o men jeg er ikke sikker på

om du er klar over

at det du hørte

ikke er det jeg mente

Noel Cortend

Undersøgelser i USA viser, at der går gennemsnitligt 17 sekunder fra en læge har stillet sin patient et spørgsmål til han/hun afbryder patienten, enten for at stille et nyt, eller for at komme med en konklusion, en vurdering eller dreje emnet hen på noget andet, som lægen finder mere relevant.

Før vi tager os til hovedet over dette vilkår, skal vi måske spørge os selv, hvor lang tid vi er open-mindede og lyttende, før vi selv afbryder den vi taler med. Måske er vi for høflige til at afbryde højlydt. Vore afbrydelser er mere at finde på de indre linjer. Vi stopper med at lytte til den anden og begynder i stedet at lytte til vore egne indre antagelser. Vi bliver mere optaget af vores egen opfattelse af budskabet, end af den andens opfattelse. Vi tror vi ved hvad den anden vil sige, og stopper med at høre efter. Vi får en ide, en association til det der siges, og bliver optaget af at bringe denne på banen. Vi klipper en hæl og hakker en tå i det vi hører, så det kan passe til det vi forventer at høre, og lytter til dette, fremfor til det der bliver sagt. Eller vi overvældes af vores egen indre mentale støj, og lytter hverken til den anden eller os selv.

Mange misforståelser både ved lægen, i forretningslivet og i hjemmet stammer fra vores uheldige lyttevaner. Og omvendt findes der ikke noget mere nærende og helende end at blive virkelig hørt, virkelig set og virkelig forstået. At blive genkendt er langt vigtigere end at blive rost eller anerkendt. Og det at genkende den anden, indebærer ikke at vi nødvendigvis er enig med det vi genkender.

En måde at blive bedre til at kommunikere, er at blive bedre til at lytte. Og med dette er jeg ikke inde på et anstrengende, ‘aktiv lytte’ projekt. Tværtimod. Det bedste udgangspunkt vil være at slappe helt af, give slip og være lidt mindfull.

At bringe en zen-attitude ind i lytningen indebærer blot, at vi er der. At vi er nærværende og opmærksomme i situationen. At vi tillader flere sanser at være åbne, end blot høresansen. At vi ikke anstrenger os med at vurdere alt det vi hører, men blot er accepterende tilgængelige. At vi for et øjeblik lader alle vore egne agendaer, intellektuelle overvejelser, bedømmelser, konklusioner og svar at hvile – og i stedet blot prøver at forstå, hvad det er den anden prøver at sige.

Henry David Thoreau har på et tidspunkt sagt det så viseligt; “The greatest compliment that was ever paid to me was when someone asked me what I thought, and attended to my answer.”

Disse befriende lyttevaner gælder naturligvis ikke kun når du lytter til andre mennesker – de er mindst lige så helende og nærende når du lytter til dig selv sådan.

 

 

 

Kan man tænke med hjertet?

det væsentligste er kun synligt for hjertet

Mange, der har læst den lille prins, har nikket til dette citat, enige i, at der er noget, der ikke kan opfattes og forstås med hovedet alene. Hjertet må aktiveres. Mange lever alligevel et liv, helt uden at fange dette væsentlige. Af den simple grund, at vi ikke har for vane at se og forstå med vore hjerter. Vi lever så meget i vore hoveder, at vi knapt nok ved hvordan vi åbner hjertet og forstår verden herfra.

Selvfølgelig kan vi blive betaget af synet af en lille ny baby, blive rørte over en særlig gestus eller føle med et menneske, der har det særligt svært. Men hvad med alle de andre situationer i vores liv, dagligdagen, samtalerne med kæresten, aktiviteterne med børnene, mødet med den travle ekspedient. Og hvad når vi oplever os trådt på, misforstået af kollegerne, uretfærdigt behandlet. Kan vi møde dette med hjertet, få øje på det væsentligste – og hvordan?

Denne lille video viser den forskel, der opstår, når vi møder det, der sker i vores liv, som vi plejer at gøre det, og når vi åbner op og ser verden fra hjertet.

Vi fik alle et par af disse briller, da vi blev født. Men ofte glemmer vi, at vi har muligheden for at tage dem på. Ofte lever vi på automatpiloten og reagerer uden at have kontakt til hjertet.

Nogle gange kan det være meget svært at finde brillerne. Livets fortrædeligheder, svigt, frygt og mange andre svære følelser får os til at lukke vore hjerter.

Uanset om det er svært eller let, vil jeg foreslå dig, at du gør noget for dig selv, som vi ikke ser på videoen. Tag brillerne på, stil dig foran spejlet og prøv at se dig selv gennem disse. Øv dig morgen, middag og aften, når du er alene og når du er sammen med andre mennesker, i at se dig selv gennem hjertets briller.

Og nej, det er ikke selvcentrering eller narcissisme vi er ude i. Det er blot sådan, at den relation, du har til dig selv, vil du også have til alt andet, og til alle andre, så hvis du kan se dig selv fra hjertet, vil du helt automatisk begynde at se resten af verden her fra.

Visioner med nærvær

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I mange år har jeg holdt kurser i hvordan man laver visionboards, finder frem til drømmene i ens liv, skaber klarhed og retning, både i virksomheder og for os selv i vores eget liv. Og årsskiftet har ofte netop været anvendt til at stoppe op, gøre status og få formuleret de klare mål for det kommende år.

At have formuleret ønsker og drømme for sig selv, kan være hjælpsomt, når hverdagens hektiske travlhed fører os hid og did, når vi jævnligt slår nærværet fra og lever på automatpiloten, og som en guidende ledestjerne i forhold til at vælge mellem vores tids oceaner af muligheder.

Men, de mål og drømme vi formulerer for os selv, kan desværre også komme til at fungere som en slags skyklapper, der begrænser vores udsyn – også til det der kunne være bedre, end det vi har formuleret for os selv.

Når vi placerer vores forestillinger om glæde, lykke og det gode liv indenfor en bestemt ramme, drømmen om det fede hus, det særlige job, en øget omsætning, et barn mere, en ny uddannelse eller hvad det nu kan være, kan vi let komme til at plante en ide i vores mind-set om, at det er sådan det skal se ud, for at det er rigtigt, for at mit liv er fuldkomment og helt.

Det kan være hjælpsomt at have en retning, i forhold til at vide, hvor man ønsker at være på vej hen. Men hvad der er endnu mere betydningsfuldt er, både at turde og at kunne  ‘Go With the Flow’. At være fuldkommen nærværende i øjeblikket, og at lytte til sin egen indre stemme, hvad er det, der er rigtigt for mig lige nu. At holde øjnene og sindet åbent for det, der viser sig og som tilbyder sig helt af sig selv.

Da jeg var en noget yngre udgave, end den jeg er i dag, havde jeg en stensikker drøm, – jeg ville være jordmoder. Tre år i træk søgte jeg ind på studiet, og hvert år havde jeg lige en anden prioritet, som jeg forsøgte mig med i et par måneder, før jeg sprang fra og vendte tilbage til jordmoderdrømmen igen. Billedet var helt klart – selvfølgelig skulle jeg hjælpe børn til verden, intet andet kunne måle sig hermed.

Men, efter mine forgæves forsøg på at blive optaget, måtte jeg tilsidst – nødtvunget – finde mig i, at der måtte være en anden studievej. I mit sidste forsøg blev det psykologistudiet. Og tusind tak for det. Det var faktisk her jeg hørte helt hjemme, det var dette fag, der var min helt rette hylde. Og på forunderligste vis opstod der sammen med dette studie et fantastisk flow, de rette studiegrupper, lektorer, tilvalgsfag – alt dukkede op af sig selv, og med tiden har også de specialeområder jeg har investeret tid og energi i, vist sig at være mere end almindeligt heldige.

Måske er det ikke uden grund, at de fleste eventyr, hvor man får tre ønsker tildelt, ikke ender i fryd og gammen. Nogle gange lander vi tilbage i muddergrøften, andre gange må vi betale en dyrkøbt pris, det førstefødte barn, for at få vore ønsker opfyldt.

Måske har vi ofte svært ved med hjernen og vores mind-set alene, at beslutte os til hvad det er, der er aller bedst for os.

Måske tjener det os bedst, at vi også slår hjertets intelligens og den stille indre stemme til for at finde vores rette vej.

Og når vi så går den, og står overfor de mangfoldige skilleveje vi møder, – at have nærvær nok til at lytte til instruktionerne fra vores intuition og tillid nok til at følge dem, uanset hvor mærkværdige de lyder.

 

Med ønsket om et rigtigt godt nytår.

Nyhedsbrev