Ikke kategoriseret

Juletid er nærværets og hjerternes tid

 

Hvis altså vi har tid til det !!!

 

I dag har jeg lige set en tv-reklame for en julegave ide, ikke til ham eller hende der har alt, men som et tidsbesparende køkkenredskab vi nærmest alle må eje. Redskabet er en selvrørende gryde, der helt af sig selv sørger for at maden ikke brænder på. Ved siden af dette vidunder har vi i noget tid haft mulighed for at eje den selvrørende kop, og netop nu fået muligheden for at smide skrald ud i skraldespanden, uden at skulle trykke på en pedal eller åbne nogen låger. En lille bevægelsessensor gør arbejdet for os, og det kan vi jo være glade for, for så sparer vi både tid og kræfter. Og skulle dette ikke lige være det store ønske, hvad så med en lille fiks hjemmefabrik, der helt selv spytter små lækre donuts ud, nok til at glæde alle unger til børnefødselsdag. Eller hvad med massagerobotten der klør dig på ryggen, eller måske maskinen, hvor du bare tilfører frugt og vupti har du lækker frozen yoghurt.

Opfindsomheden for at vi kan spare tid og undgå at udføre arbejdet selv vil ingen ende tage. Jeg ved ikke om opfindelserne er det helt geniale svar for nogen, men de er i hvert fald tankevækkende for os alle.

Af uransagelig årsager kommer jeg til at tænke på min bedstefar, en fuldvoksen mand, med rank ryg og benene solidt plantet i jorden. Som smed arbejdede han 45 timer om ugen, mindst, og bagefter, i det, vi i dag kalder ’fritiden’ sørgede han for at vedligeholde hus og hjem, når han altså ikke lige drev familiens landbrug. Et landbrug der omfattede alskens grøntsager, frugter og bær der skulle plukkes, plantes, hyppes, høstes og hengemmes. Et landbrug med svin og høns, der skulle plejes, fodres, opvokses og slagtes, så familien kunne hensmæske sig i søndags kyllinger, medisterpølse og flæskesteg.

Man kunne forestille sig, at erindringerne om ham indeholdt billeder af en mand, der altid havde travlt med et eller andet. Sådan er det forunderligt nok ikke. Jeg husker bedstefar som en mand der altid havde tid.

Hver aften sad han en god lang stund på bænken i skellet til markerne og kiggede ud i horisonten. Jeg tror han mediterede, men ikke på en måde så han ikke kunne forstyrres. Bedstefar havde altid tid til en snak, og i snakken havde han rigtig god tid til at lytte. Han havde også altid tid til et slag kort, et spil badminton, at hjælpe med lektierne, at fikse cyklen eller at flikke et par bogkasser sammen.

Jeg forstår i dag ikke helt hvordan det kunne være sådan. Ikke nok med alle de daglige pligter og gøremål, så blev hele molevitten jo udført ved hjælp af håndkraft. Der blev luget med skuffejern, gravet med en skovl, klippet med en hækkesaks og savet med en fuchsvans. Og inde i køkkenet ved bedstemor, blev der syltet, æltet, bagt og stegt. Stort set alt det familien spiste blev lavet ved håndkraft, uden miksere, røremaskiner, kaffemaskine eller opvasker. Selv vasketøjet blev rent ved hjælp af håndkraft, en kæmpe røre-pind og en gruekedel. Centrifugeringen foregik ved hjælp af en vridemaskinen og så blev tøjet hængt til tørre på tørresnoren, hele året rundt. Striktrøjer og sokker var sammen med vanter og huer altid hjemmegjorte. Der blev gjort rent flere gange ugentligt, tæpper, dyner og madrasser blev båret ud og banket, fliserne i badeværelset blev blanket af og frigjort for kalk. Mindst en gang om ugen blev alle familiens sko renset, plejet og pudset op med skocreme. Og når alt det huslige var overstået, satte bedstemor sig i sofa’en og broderede små initialer på det hjemmesyede sengetøj.

Det her er ikke en skønsang om svunden tids hjemmebankede dyner og hjemmegjort bagværk. Så fjernt fra. Det er blot stilfærdige overvejelser over, at der kun er ca 45 år til forskel på dengang og nu, 45 år og en rivende udvikling af alverdens teknologiske hjælpemidler, der alle sammen, egentlig skulle hjælpe os til at få mere tid.

Spørgsmålet ’fik vi så det’ er ikke kun retorisk, det er nærmest lidt flabet – ikke ?

Jeg kan ikke forklare det, – det er derfor det er så tankevækkende, men hver gang der bliver opfundet et nyt hjælpemiddel, ser det faktisk ud til at vi får mindre tid og mindre overskud.

Måske er de små og store teknologiske vidundere faktisk indbegrebet af de der grå herrer fra Momo. Momo er en historie af Michael Ende, der handler om en lille hyggelig landsby, hvor alle trives og har rigtig god tid. Altså indtil de grå herrer invaderer byen og gennem sindrige måder overtaler alle indbyggerne til at begynde at spare deres tid op på en tidskonto. De grå herrer er kolde og livløse. I realiteten er de ’tidsrøvere’, og landsbyboernes tidsopsparing er det de lever af. I takt med at beboerne bliver rigtigt gode til at spare deres tid, formerer de grå herrer sig. Og i samme takt får landsbyens beboere det mere og mere skidt. De glemmer sig selv, hinanden, omsorgen og nærværet og de glemmer det livfulde i livet. Alting handler til sidst kun om jagten på at spare tid, og jo mere de sparer, jo mindre tid er der.

Jeg tror faktisk ikke at de teknologiske vidundere er de grå, livløse, kolde herrer.  De grå herrer er nærmere en virus, en virus i vores tanke-sæt, som hypnotiserer og forfører os ud i en evig sparen tid, som gør os tids-hysteriske i en grad så vi ikke kan holde ud at sidde fast i trafikken, som skaber uro når vi skal vente mere end et par minutter på et apotek eller i en kø i supermarkedet.

De teknologiske vidundere er blot et produkt af denne virus. Et produkt der dog ser ud til at nære selvsamme virus.   Det forunderlige er, at når vi fjerner os og bevæger os ud af rækkevidde fra de selvkørende gryder, ud i kolonihaverne og sommerhusene, så blomstrer vi. Vi falder til ro, og genfinder tiden. Set i det lys vil jeg tænke mig om, mere end én gang, før jeg inviterer mere tidsbesparende teknologi ind i mit liv.

    Nu vil jeg slutte, så jeg ikke spilder for meget af din tid, dog med ønsket om, at du i denne jul
må have alverdens tid – tid nok til en glædesfyldt, fredelig og nærværende jul, tid nok til at du
slapper helt af i selskabet med dig selv og i samværet med dine kære.

 

 

 

 

Kan man løbe fra stress ???

 

Trends opstår….
For nogle år siden opstod en helt ny trend, hvor læger begyndte at udskrive ’motion på recept’. Altså i stedet for medicin skulle patienten begynde at bevæge sig noget mere, og gerne træne systematisk. Denne recept faldt i første omgang i hænderne på folk der var plaget af almindelig træthed, manglende overskud og nedtrykthed, og efter kort tid også til folk, der led af depressioner.

Dette skift i sundhedssystemet og hos praktiserende lægers indstilling til heling, var på sin vis meget velkomment, og der er ud fra den almene forskning, ingen tvivl om at motion har betydning for kroppens indre balancer, også balancerne i hjernens signalstoffer. Mange undersøgelser har vist at lettere og moderate depressive symptomer kan bedres ved hjælp af motion.

Men, men. Der er gået lige lovlig meget mode i at satse på dette (motions-) træ, og som det har vist sig, har dette heller ikke haft evnen til at vokse ind i himmelen.

Hvis man har haft depressioner inde på livet, enten som behandler, eller helt personligt, så ved man jo, at noget af det, der går helt og aldeles i udu under en depression er initiativ-knappen. Man kan med en depression have alverdens drømme om at få gjort rent, gå en tur, tage ud at løbe, vande blomster eller at få lavet mad til sig selv bare i dag. Drømme der forbliver drømme, fordi kapaciteten til at rejse fra sofa’en og gøre drømmen til virkelighed kræver en særlig funktion i hjernen, og det er netop denne, der er sat ud af drift.

Så at overlade sine patienter med recepten, ’du skal begynde at træne’, er en god intention, men den kan meget sjældent stå alene. Desværre, viser det sig, kan den gode intention endog ofte gør ondt værre. For de som er ramt af depression sidder jo ikke hele dagen på sofa’en på grund af magelighed. De ville hjertens gerne bevæge sig, og de er heller ikke dumme. De ved jo godt at det ville være hjælpsomt at få kroppen i gang. Men når det på trods af alle og alles gode intentioner, alligevel ikke lykkedes dem at komme ud af døren tynges de af yderligere sortsyn og dårlig samvittighed, hvilket selv en fem-årig vil kunne indse, nok ikke gavner helingen.

Og trends breder sig.
I de seneste år har trenden bredt sig yderligere. Nu får mennesker, der er sygemeldt med stress også en ’recept på motion’. Denne nye tendens har mildest talt delt vandene. Nogle eksperter sværger til, at når der er tale om stress er den absolut bedste løsning at aktivere kroppen, og andre eksperter råber op med ord som ’katastrofalt’ og ’den rene gift’. Debatten i medierne er blevet noget sort/hvid. Enten er man for, eller også er man imod, og lige præcis derfor, blander jeg mig så også lige med mit besyv. Ikke fordi jeg har svaret på hvad der er rigtigt og forkert, men mest af alt for at pege på, at det er der ingen eksperter der har.

Lad os begynde med at forstå stress.
For at forstå hvad der kan forebygge, mindske og sågar også hele stress, må man også have lidt forståelse for stressmekanismerne. Så lad os lige helt kort opsummere, hvad det er der sker op til stress-nedsmeltningen, altså op til at vi pludselig ikke kan huske de mest basale ting, at vi ikke kan koncentrere os, at vi kan se at partnerens mund bevæger sig, men ikke høre hvad han siger. Op til at kroppen smerter og er fuldkommen udmattet og op til at immunforsvaret sætter ud, så vi plages af alt fra hudlidelser, til mave-tarmsygdomme, type-2 diabetes eller et rent og skær hjerteanfald.

Vi overlever og vi bliver syge af ….. STRESS!
Stress – al stress – hænger sammen med vores alarmberedskab, at noget i vores liv er truende, og at vi skal gøre noget for at overleve.Med al stress mener jeg også den nervøsitet vi oplever når vi skal udføre nye, ukendte opgaver, holde en tale, et foredrag – eller hvad der nu kan opleves udfordrende. Denne stress er af mange eksperter kaldet for ‘den sunde stress’. Til det har jeg bare at sige, HM! Det kommer sørme an på hvor tit den opstår og hvor lang tid i forvejen du bliver nervøs.

Stress handler om vores evne til at overleve, og vi ville aldrig – ALDRIG – have overlevet som art, hvis ikke vi var i stand til at blive stressede. Stress er på denne måde en genial egenskab, men samtidig også en uheldig egenskab, fordi vi kan blive ret så alvorligt syge, ja vi kan endog dø af stress.

For at forstå disse sammenhænge, vil jeg invitere til et kig ind i vores hjerner. Her vil vi i alle hjerner, også i pattedyrenes finde en lille mandelformet struktur, også benævnt som Amygdala.

Amygdala bor i følehjernen og dens funktion er dag og nat at scanne livet for om der er fare på færde. Altså ligesom en lille mikro-satellit, scanner den konstant for om der er mulige farer. Denne satellit er en væsentlig del af vores overlevelses-apparat. Det er den, der opdager, at vi er på vej ud foran en hurtigt kørende bil, eller at der lugter brændt i køkkenet (fordi vi har glemt at slukke for brødristeren). Det er den, der registrer uventede lyde om natten, og vækker os af vores søvn, så vi nu bevidst hører lydene.

Hvis amygdala opdager, at der er fare på færde, tænder den øjeblikkeligt for det næste led i alarmberedskabet, det led, der gør, at vi kan reagere på faren, enten ved at vi stikker af – eller at vi bekæmper faren. Denne sætning er så vigtig – at den tager vi igen. Amygdala aktiverer næste led i alarmberedskabet, så vi kan OVERLEVE, enten ved at vi stikker af fra faren, eller ved, at vi bekæmper faren.

Dette næste led kender vi som, at stresshormonet ADRENALIN frigives og pumpes ud i vores krop.

Adrenalinet løber ud til alle vores muskler, så de kan spændes op – til kamp eller flugt. Adrenalinet løber også til hjertet, og får pulsen til at stige. Det løber til lungerne, og påvirker åndedrættet, så det bliver hurtigere og mere overfladisk, så vi virkelig kan løbe hurtigt eller kæmpe bravt. Herudover vil det løbe til leveren og frigøre blodsukker så vi har energi til flugten eller kampen, og det løber til maveområdet og lukker mave-tarmsystemet ned. Der skal bruges energi på at hygge-fordøje lige nu, hvor vores overlevelse er på spil. Endelig, løber adrenalinet også til hjernen, hvor alle vores sanser skærpes. Nu kan vi se, høre, lugte, smage, mærke og fornemme alting super-skarpt, og med dette er vi bedre beredte til at tackle faren.

Hvis amygdala (satellitten) på trods af alt dette, fortsat registrerer fare, altså hvis faren varer ved over tid, vil det næste led i vores alarmberedskab også sættes i værk.

Dette led kender vi som stresshormonet Cortisol. Cortisolets opgave er at styrke alt det, som adrenalinet gør, men herudover også at skærpe vores immunforsvar, så vi bedre heler, hvis vi såres i kampen/flugten og endelig bedøver det vores krop, så vi ikke kan mærke smerten ved at kæmpe og løbe så længe.

Skulle amygdala til gengæld registrere at faren er overstået, så stopper (over-) produktionen af adrenalin og cortisol. Nu kan og vil  vi helt naturligt slappe af i alle kroppens funktioner igen.

Hver gang jeg beskriver vores alarmberedskab bliver jeg imponeret over hvor genialt det faktisk er. I hvert fald indtil jeg kommer til tilføjelsen; Amygdala er nemlig også lidt dum. Den kan ikke kende forskel på fantasi og virkelighed. Dette betyder, at hvis vi forestiller os, at noget er truende, at noget er farligt, så vil denne forestilling være lige så alarmerende for amygdala som hvis vi stod overfor en reel fare, som fx en snerrende undsluppet løve fra nærmeste ZOO.

Dette betyder at hver gang vi tænker tanker, der er præget af fare, fx bekymrende tanker, katastrofe tanker og frygttanker aktiverer vi hele alarmberedskabet. Dette kunne fx være tanker om ikke at slå til, ikke at kunne klare den næste eksamen, tanker om ikke at kunne nå arbejdsopgaverne, ikke at kunne nå hen i vuggestuen inden lukketid, tanker om ikke at have penge nok, at efter omstruktureringerne på jobbet bliver arbejdet uoverkommeligt, tanker om hvordan det dog skal gå med os selv, vores børn eller andre tæt på.

 

Du kender det med sikkerhed selv. Måske har du engang siddet fast i en trafik-kø på vej til noget der var vigtigt. Hvad skete der i din krop lige der ??? Kunne du mærke at pulsen steg, at skuldrene bevægede sig op mod ørerne, at du blev mere og mere urolig i din krop? Dette er adrenalinet der er på spil. Eller måske har du engang haft et mareridt, som du er vågnet ved. Hvordan havde din krop det da??? Hjertet hamrede måske, og kroppen var fuldkommen anspændt og samtidig urolig. Tænk lige over det, du sov – intet var reelt farligt, det var kun en drøm.

Sådan er det. Amygdala kan virkelig ikke kende forskel på fantasi og virkelighed, så alle former for bekymringstanker er indre trusler. Bekymringstanker kan vi have mange af, hver dag og igennem lange perioder, og herved kan vores krop og hjerne jo være i konstant alarmberedskab igennem meget lang tid. Det tåler kroppen og hjernen selvfølgelig ikke, og derfor nedslides vi og bliver syge af stress.

Stress og symptomerne på stress.
Hvis vi lige igen ser på det som adrenalinet og cortisolet gør i vores krop, så vil vi se en klar sammenhæng mellem et overophedet alarmberedskab og symptomerne på stress. Sidstnævnte opleves ofte som anspændte muskler, smerter i kroppen, indre uro, øget puls, overfladisk vejrtrækning, mave-tarmproblemer, nedslidte sansefiltre så der er opstået støj og lys sensitivitet, nogle gange også lugt-sensitivitet. Hovedpiner og migræne. Manglende evne til at huske og koncentrere sig. Hudlidelser (adrenalin har forbindelse med nyrer og binyrer, der igen hænger sammen med huden). Et overskærpet og nedslidt immunforsvar, der måske begynder som weekend-influenza’er og senere udvikler sig til at være modtagelig for alle former for virus’er. Faktisk er det sådan, at man ved sundhedssystemet i USA har udtalt en formodning om at 90% af alle sygdomme, grundlæggende er stressrelaterede.

Jeg har ikke set nærmere på undersøgelserne bag, men ud fra mine egne erfaringer på området, er det bestemt ikke usandsynligt at rigtigt mange af de lidelser, vi opfatter som somatiske (fysiske) har sin rod i stress, hvilket – vil jeg gerne understrege – ikke gør dem mindre somatiske, fx vil tarmlidelsen Morbus Chron – fortsat være morbus chron, uanset at den i sin tid er udviklet af, at kroppen har været for længe i alarmberedskab.

Hvis du stadig læser med – i dette lange indlæg – håber jeg at du har fået forståelse for, at stress aldrig ’BARE er stress’. Stress over længere tid, altså et høj-aktivt alarmberedskab over længere tid, har alvorlige følger. Og ikke nok med at vores krop nedslides, alt peger også på at stress meget let kan blive kronisk.

Dette sker ved, at Amygdala ved langvarig stress, vil vokse sig større og blive endnu mere følsom og aktiv. Der skal altså mindre og mindre til, før vi oplever os truede og overvældede. Et café-besøg med en god veninde samme dag som man også skal på kommunen kan være alt rigeligt til at alarmberedskabet bimler og bamler.

Stress bor i samme familie som angst. Det siger sådan set lidt sig selv, da der i begge tilfælde er tale om frygt og forhøjet alarmberedskab. Når man har været højstresset igennem lang tid, udvikles en sårbarhed, for at man meget let havner i angst.

Og endelig ved vi også, at der er en sammenhæng mellem for meget Cortisol og for lidt af signalstoffet Serotonin, og at der ved mangeltilstande af serotonin er en sammenhæng med depression.

Så alt i alt – stress skaber forfærdelig meget ballade, både for kroppen, immunforsvaret, de mentale funktioner og for vores psykiske sundhed.

Jamen, kan man så løbe fra stress eller hvad?
Nej! Svaret er et soleklart Nej! Og så er der alligevel et lille bitte ja.

Lad os tage ja’et først. Det vi ved om adrenalin er, at vi kan ikke hvile, sove, meditere en overdosis af adrenalin bort. Husk at adrenalin skal sætte kroppen i stand til at løbe eller kæmpe – ikke give slip, slappe af og sove.

Af samme grund er det ofte meget svært at sove, når man er stresset. Alt for meget adrenalin i kroppen og en overophedet amygdala medfører, at man nat efter nat ligger hyper vagtsom og anspændt i sengen og roder rundt. (Og denne situation medgiver så flere bekymringstanker om hvordan det skal gå i morgen, når jeg ikke har fået sovet nok – ja! Der er masser af stress-spiraler).

Den megen adrenalin kan dog mindskes, ved at blive forbrændt, og denne forbrænding sker faktisk gennem, at vi bevæger os. Men, men. Dette betyder ikke at vi alle skal ud i benhård løbetræning. At forbrænde adrenalin indebærer blot, at vi bruger kroppen så meget, at den bliver lidt tung og lidt træt. Det kan vi gøre ved at støvsuge, trave en tur, OG faktisk også ved at dyrke yoga, der på mange måder er langt blidere for den i forvejen belastede krop.

Og lad os så også se på det soleklare nej! For det første, vil benhård motion i sig selv øge adrenalin-niveauet, og det er der jo bestemt ikke brug for. Lige så lidt som der er brug for store mængder kaffe, cola, eller at se gysere (herunder nyhederne). Ideen er jo at komme ud af adrenalin-tsunamien.

For det andet, kan benhård motion, for en krop, der i forvejen er anspændt og belastet, let medgive skader og yderligere nedslidning. Samtidig har man brug for pauser både fra hård fysisk træning og fra al stress-adrenalinet i kroppen, for at den overhovedet kan restituere sig igen. At overhøre dette kan i værste fald medgive en meget uhensigtsmæssig nedslidning af kroppen.

Det væsentligste argument mod ’motion på recept’ til folk, der er meget stressede er dog, at motion uanset hvilken slags der er tale om, kun er symptom behandling. Stress kommer ikke af, at kroppen ikke har været aktiv, det har den jo været på sin egen alarmberedskabsmåde igennem meget lang tid.

Stress bor i hovedet.
Det er virkelig vigtigt, at vi alle begynder at forstå, at Stress bor i hovedet, i tankerne og i at vi lidt naivt tror på de tanker, der viser sig på de indre linjer. Er du lidt skeptisk? Jamen så spørg bare dig selv, hvis du kunne give slip på din næste tanke, bare den næste tanke, hvilke problemer ville du så have lige nu??? Dit svar kunne være, ‘jamen det får jeg jo ikke færre smerter af, eller flere penge af, eller et nyt job af’, – alt dette er tanker. Så prøv lige igen. Hvis du kunne give slip på din næste tanke, – hvilke problemer ville du så have lige nu?

Det jeg peger på, er at de vilde dyr, truslerne i vores liv, er vores bekymrings-tanker, og dem kan vi sagtens tage med på løbeturen, eller vi kan vende tilbage til dem igen, når vi har overstået badet, og så har løbeturen jo ikke nogen større effekt.

Nogle eksperter, dem der råber højt om ’katastrofen ved at motionere ’, peger på, at det vi har brug for, er at hvile og restituere. Og ja, dette siger sig selv, (og gør det ikke, så læs lige det med stressmekanismerne igen). Men, at hvile sig er heller ikke nok.

Lad os være generøse og sende alle hyperstressede til en strand på Bali, hvor alt er sørget for. Erfaringsmæssigt, vil de tanker, vi tager med på løbeturen, også kunne tages med på ferien. Og selvom man langsomt skulle komme på afstand af de indre historier, så vender disse næsten altid mange-fold tilbage, enten i flyveren på vej hjem eller når rumpen rammer kontorstolen på arbejdet igen.

Med andre ord – for at forebygge, mindske og hele stress, er der brug for noget, der strækker sig udover blot bevægelse og udover blot at holde en pause.

Og lad mig også bare understrege – der er ‘No quick-fix’ og ‘No cure for all’.
Nogle læger og mange psykologer har forstået, at det er de indre linjer der skal ses på, og disse henviser flittigt til et ’mindfulness-forløb’. Og hertil skulle jeg jo være ivrig fortaler – men ak. Så enkelt er det ikke.

At lære at relatere sig til sine tanker på helt nye måder, så truslerne aflives, at lære at styrke sin personlige robusthed, og at lære at meditere er helt klart meget effektive, mere varige og gennemgribende tiltag end pauser og løb, men mange mennesker magter det simpelthen ikke. Af forskellige grunde.

Tanke-sættet kan være så grebet af desperation, at der er så meget modstand på, at se på det der foregår, og overhovedet at mærke sig selv, at det ikke er muligt. For andre, vil det langsomme tempo og nærværet i et sådant forløb være alt for provokerende. Det der kan ske, hvis man forcerer disse mennesker til ’at tage den med ro’ og at deltage i et mindfulness forløb er, at stressen øges – så meget at den bliver til angst. Forståeligt nok, det svarer lidt til at have kørt med 220 kilometer i timen og pludselig træde på bremsen. Det gør både ondt og er skræmmende – i hvert fald i en sådan persons forestillingsverden. Her kommer jeg til at tænke på en klient, der af en psykolog, var blevet sygemeldt med stress fra sit arbejde i, i hvert fald 3-4 måneder. Klienten gik i panik, fyrede psykologen og kom til mig. Her tog vi 8 dage af gangen og endte med en sygemelding på faktisk 4½ måneder. Ikke fordi det skulle tage lang tid, men alene fordi hun var så nedslidt og hang så meget fast i sin panik og sine bekymringstanker, at vi måtte tage meget små skridt ad gangen.

Anyway – min pointe er. Der findes ingen på forhånd givne svar til hvad der er helt rigtig for den enkelte, der er ramt af stress. Det nytter ikke noget at vi hiver tidens trends ned af hylderne; ’motion på recept’ eller ’mindfulness’ og uddeler dem som den evige sandhed. Og det vi hiver ned, skal hives ned med nøje omtanke, så situationen ikke forværres.

Lille spejl på væggen der, hvem er ekspert på stressen her?
Det siger sig selv – ikke, at kun den, der er ramt af stress dybest set ved hvad vedkommende har brug for. Der skal ofte lidt hjælp til at de bliver bevidste om det, men svaret bor i personen selv. Nogle stressramte vil sige, ’jeg skal bare være lidt i gang hver dag, så jeg får tankerne på afstand’, nogle vil have brug for en hverdag med fuldkommen ’forudsigelighed og overskuelighed’ i en lang periode’, andre vil sige ’jeg har bare brug for fred og ro og absolut ingen krav’, andre igen vil sige ja tak til noget af det, der allerede er på hylderne.

Men sådan gør vi jo ikke i vores kultur, hvor eksperterne altid er klogere end de som er tættest på, og hvor systemerne er skruet sådan sammen, at man uanset hvad man har brug for ALTID skal passe sin e-boks, deltage i opfølgningsmøder på kommunen, vise fremgang, – og – for at være berettiget til et forsørgelsesgrundlag medens man er syg – skal tage imod det lægen udskriver, så man kan komme hurtigst muligt i gang igen. Og man kan med stensikkerhed nærmest FÅ stress af tankerne om, hvad f’n gør jeg/vi, hvis sygedagpengene udløber inden jeg er klar. Systemet er med sine klare krav og tidsrammer slet, slet  ikke gearet til at imødekomme stress.

I den ideelle verden, lytter man til den der ved bedst, og det er givetvis ham eller hende, der er ramt af stress, og lader planen, der mindsker og heler stress starte her. Og det gør man, UDEN at gøre den enkelte overansvarlig for at være havnet i stress.

500.000 i Danmark er ramte af stress og stigende udbrændthed – ku’ der være en grund???
De truende tankenisser, der er på spil i stress, er jo ikke udvalgt og trukket i en automat, fordi ’den slags bekymringstanker kunne jeg godt tænke mig at ha’.

I de seneste års store stressforekomst er masser af kultur og samtid på spil. Kompleksitet, et skyhøjt tempo, konstant foranderlighed, uforenelige krav, uendelige, tilsyneladende muligheder, som vi drukner i, ideologier om at være sin egen lykkes smed, illusioner om kontrol og om  egen fri vilje – og du skal bare tage dig sammen tanke-sættet, uudtalte fordringer om at alle skal (højt- ) uddanne sig, motionere sig, spise sundt, (hyper-) aktivere sine børn, have det perfekte hjem, det perfekte liv osv, osv,  har forenet sig i en skønsom grød, som vi alle er påvirket af på den ene eller den anden måde. Vi lever i dag i et samfund der nærmest gøder hyperaktivitet og udviklingen af at alle har lidt ADHD.

Nogle er lidt mere allergiske overfor grøden end andre, nogle oplever udover kulturens udfordringer også voldsomme livsstorme udløst af tab og andre belastninger, uanset- vil jeg bare afslutte med, at vi i sidste ende alle kan rammes af stress, blot fordi – ’Every man has a breaking point’.

OG – bliver vi det, – ramt af stress – bliver du det, hvad tror du så at du har brug for, for at hele igen. Hvis der dukker bare et lille bitte svar, en lille bitte ide op – så skynd dig at gøre dette allerede nu, før du går ned med stress.

 

det handler ikke om at få ret – kun om at blive hørt!

 

Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre uden at han holder noget af dets liv i sin hånd. – Løgstrup.

 

’Jamen’ hører jeg mig selv sige i telefonen, ’I har jo foretaget denne afgørelse i går – men på baggrund af en helt anden forudsætning, et grundlag der er helt, helt forkert. Og nu hvor dette er rettet, må afgørelsen vel kunne ændres?’.

’Nej’ siger manden i den anden ende, køligt og afmålt, ’det forandrer ingenting. Borgeren kan ikke få kontanthjælp, men han er velkommen til at anke afgørelsen’. ’Jamen’ begynder jeg igen, hvordan skal han så betale husleje……og afbrydes, ’der er ikke mere, vi kan gøre her’ svarer manden, siger farvel og lægger røret på.

Og så sidder jeg tilbage med en duttende telefon, et hjerte der hamrer, og en glødende hede i maven, der hurtigt breder sig ud i resten af kroppen.

Magtesløshed – hedder den her følelse. Og den har jeg selvfølgelig mødt før. I forskellige grader og afskygninger, og altid i de situationer hvor autoriteter var kolde, kyniske og urørlige, hvor det var umuligt at blive hørt – også selvom det man havde på hjerte og tunge faktisk var væsentligt afgørende.

Man kan sagtens modtage en afvisning, et budskab, en afgørelse – der er hæslig, ja endog truende for ens eksistens, endog selvom den er grundlæggende uretfærdig – uden at komme til at føle denne magtesløshed.

Forskellen er om man bliver hørt. Om budbringeren har karakter og medfølelse nok til at lytte, og til at prøve at forstå hvad det er man siger. Om budbringeren vil investere sine ører og sit hjerte, og måske give sig tid til lige at prøve at forklare det, der lige nu synes helt ubegribeligt.

Når man derimod mærker at budbringeren er indifferent, fuldkommen ligeglad, en maskine der udspyr afgørelser, uden omtanke for hvilken betydning det har for dem, afgørelserne handler om, og som på ingen måder forsøger at forstå eller være blot et lille gran imødekommende – ja så bliver magtesløsheden nærmest overvældende, og lige i halen af denne følger vreden.

Og pludselig, denne formiddag, hvor jeg har hængt i røret i en lille time for at komme igennem til en ydelsesafdeling på et andet menneskes vegne, og endelig helt fremme i kø’en møder denne kolde ligegyldighed, så forstår jeg hvorfor der kan være behov for vagter og forhøjede beredskaber på mange offentlige kontorer.  Men det behøver ikke være sådan.

I realiteten er det så uendeligt lidt der skal til, et par minutters empatisk lytten og forståelse. Det tager ikke mere tid, det koster ikke flere kræfter, og du mister intet – absolut intet. Omvendt opnår du heller intet, absolut intet ved at fedte med din sympati.

Min pointe er, at du betyder noget, og du, er dig som vi møder i telefonen, ved skranken, ved mødet, i Irma, ved lægen, i lufthavnen, i kantinen, på vej op ad trappen,  i vaskekælderen, på bænken i parken.

DU betyder noget, og mødet med dig, uanset hvor kort det end er, er afgørende for et andet menneskes trivsel.

Og arbejder du med andre mennesker, så har DU, faktisk magten til at forandre en hvilken som helst situation fra at være kold, frustrerende og destruktiv, til at blive rummende, frisættende og helende.

Vil du være sød at tænke over dette. Og måske også over, hvilken betydning dette gode møde vil kunne have for dig.

 

 

Må man tale om kærlighed her?

 

For tiden er jeg meget optaget af betydningen af ’compassion’, medfølelse, og alle afskygningerne af  omsorg, empati og kærlighed. Og ikke kun den omsorg og kærlighed der kan være i parforholdet eller mellem forældre og deres små børn. Empati og at møde mennesker fra hjertet, er for mig at se, ligeså væsentligt i alle livets andre aspekter. Når vi ser den haltende mand, der ikke kan nå bussen, når ekspedienten fumler med at regne en difference ud, når børn skal inkluderer hinanden og hinandens skævheder i klasserne, når regeringen skal prioritere hvordan vores ressourcer anvendes, og – altså også i vores arbejdsliv. I organisationerne, i ledelsen, kollegaskabet, mødet med kunderne og …….

Og når jeg så taler med andre om at åbne hjertet, også på top-ledelsesniveauerne, så er det altså virkelig sjovt at se folks reaktioner. Hævede øjnbryn, gode råd om at holde lidt igen med den der følelsessnak, kommentarer om ’børnehaver’ og spørgsmål om der findes seriøse undersøgelser, der understøtter dette.

Jeg kan virkelig næsten ikke lade være med at smile – samtidig med at jeg også selv mærker de, der små nervøse hop i maven, når jeg taler om kærlighed og arbejdsliv i samme sætning. Hvorfor er det – at vi stort set ikke må tale om følelser, og slet ikke om kærlighed … her?

Er det fordi at vi, i vores kultur er ramt af splinterne fra Djævelens spejl. En splint i øjet der forvrænger livets naturlige, enkle skønhed, og en splint i hjertet, der gør hjertet koldt og ude af stand til at føle. Ser vi alle livet gennem Djævelens øjne nu, og oplever at kærligheden er forstyrrende og at følelserne ikke er nær så værdifulde som tankerne og den skarpe forstand. Og er vi ligesom den lille Kay, med splinter i øje og hjerte, havnet i Snedronningens smukke, men iskolde slot, ude af stand til at møde eller føle for andre mennesker?

At lytte til hvad hjertet kalder på, at mærke den inderligste medfølelse med andre, og os selv, og at lede med hjertet kan være forstyrrende, men måske også det der skal til, det der gør at vi bliver hele igen. Det der gør at vi ikke udpiner os selv med stress, at vækst-mantraet og sorte bundlinjer ikke overtrumfer livskvalitet og bæredygtighed. Der er i hvert fald noget ved den måde vi fungerer på – der ikke helt fungerer.Der er noget, der tyder på, at vi i mange livssammenhænge har mistet det væsentlige – det der som bekendt er usynligt for øjet og kun synligt for hjertet.

Dette noget – har Dalai Lama også sat ord på, langt bedre end jeg ville kunne det, så hermed til inspiration og eftertanke hans ord om vores tids paradoks;

Vor Tids Paradoks

Vi har større huse, men mindre familier;
Flere komfortmuligheder, men mindre tid
Vi har flere titler, men mindre fornuft;
Mere viden, men dårligere dømmekraft
Flere eksperter, men større problemer
Mere medicin, men mindre sundhed
Vi har været hele vejen til månen og tilbage igen
men har problemer med at krydse vejen for
at møde den nye nabo
Vi bygger flere computere, der kan indeholde
mere information og producere flere kopier
men har mindre kommunikation
Vi er kommet langt i forhold til kvantitet
men kort i forhold til kvalitet
Dette er tider med fast food
men langsom fordøjelse
Store mænd, men svage karakterer
Høje profitter, men spinkle relationer
Det er en tid, hvor der er meget i vinduet
Men intet i rummet.

Dalai Lama 14th

Mens vi venter på at få det godt nok, til at ha’ det godt.

 

’Det gode liv begynder, når DU har det godt’ ….er overskriften på en plakat, jeg støder ind i flere gange ugentligt.  Hver gang jeg ser budskabet, tænker jeg ’Oh no’ – ’no, no, no’.  Det passer ikke – det er en ide. En illusion, der faktisk fjerner os både fra at ha’ det godt og fra at leve det gode liv.

Sagen er nemlig, at vores sind er helt umætteligt. Meget sjældent vil sindet synke veltilfreds tilbage i sofa’en og sige, ’nu har jeg det godt, nu er jeg klar til det gode liv’.

Det er sindets natur, at der altid vil være noget, der skal forandres, ændres, fikses og opnås ’før vi har det har godt’; Smerterne skal være gået over, jeg skal ud af min tristhed, have kureret min angst. Jeg skal have tabt mig de der fem kilo, min krop skal først være i bedre form. Jeg skal have bestået min eksamen med de rigtige karakterer, så jeg kan komme videre i mit liv. Jeg skal have fået børn eller de børn jeg har nu skal være blevet ældre, så jeg kan få mere tid til mig selv igen. Jeg skal have fået flere venner, så jeg ikke er så ensom. Jeg skal have fået det rigtige job, med de rigtige opgaver og de rigtige kolleger, der opfører sig på den rigtige måde.

Og hver gang vi opnår noget af det vi leder efter, for at ha’ det godt, så enten vænner sindet sig til dette, og vil have noget nyt. Eller der sker noget andet i vores liv, som også lige må fikses. Eller vi bliver ramt af en livsstorm, og så må den jo lige lægge sig før vi igen kan have det godt.

Det er soleklart for sindet, at det er helt umuligt at ha det godt når vi enten selv, eller når vores børn/ægtefæller/søskende lider af kroniske, livslange eller alvorlige, akutte sygdomme, eller når vi lige er blevet fyret, har mistet vores største kunde, huset er gået på tvangsauktion. Jamen, det er jo nærmest blasfemi i disse situationer at tale om glæden i livet og at ku’ ha det godt.

Vi må naturligvis først fikse det, der er gået galt, alt det i livet, der forstyrrer os i at ha det godt, så vi endelig kan få det godt. Nogle gange må vi vente længe på at kunne ha det godt. Vi kan endog vente hele livet på at få det godt nok til at ha’ det godt.

Den der tendens til at lægge det at ha det godt, glæden ved livet og det gode liv i noget uden for os selv, i noget, der skal ske, eller være i orden først, kalder jeg for LYKKEFÆLDEN. Det er fuldstændig som med skatten for enden af regnbuen, hver gang du nærmer dig, vil enden af regnbuen flytte sig, eller den vil forsvinde helt, fordi enden af regnbuen baserer sig på et optisk bedrag.

I princippet – vil jeg mene, at det vi går og venter på, når vi udskyder at ha’ det godt, faktisk er, at livet går over. For det er jo den dybeste essens i livet, at det hele tiden er i bevægelse, at der er ebbe og flod, forår og friskhed, efterår og forfald, at der det ene øjeblik er lysende klar himmel og næste øjeblik sorte, tunge skyer, hvorefter solen skinner igen. Denne naturlov om bevægelse gælder også vores liv. Intet er varigt.

I princippet – vil jeg mene, at vi midt i frygt, depressive perioder, buldrende angst, 100 kg’s overvægt, kroniske smerter og sygdomme – faktisk godt kan ha’ det godt. Især, hvis vi gør op med sindets leveregler, og dets ideer om, at livet er forkert når der er smerte, nedgang, modgang og livsstorme.

Så mens vi venter på at få det godt nok til at ha’ det godt, kunne vi jo også prøve at overgive os lidt til livet som det udfolder sig. Vi kunne prøve at stikke tå’en forsigtigt ned i ideen om at acceptere alting i livet som det er lige nu. Undlade for et øjeblik den udtrættende modstand og den smertefulde kamp mod de vilkår der er. Vi kunne måske endda trække vejret blidt og dybt, og mærke efter aller inderst i hjertet, om vi her kan finde tilladelse til at synes, at sådan som livet er – og sådan som vi har det lige nu, er godt nok til at være rigeligt godt, til at ha’ det godt.

Livfuldheden i livet, opstår ved at livs-paletten har masser af farver, mørke og lyse farver. Vi kan ha’ det godt og finde det gode liv i alle farverne, LIGE NU og LIGE HER, og ikke i noget udenfor os selv, men dybt indeni os selv – hvis altså vi giver det en chance. Og skulle du have brug for inspiration hertil, så tag lige et kig på ham her.

 

Derfor skal du stå ved dig selv…

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Jeg var for noget tid siden sammen med en veninde der kort tid forinden havde købt et par helt ekstraordinært vidunderlige støvler. Støvlerne var Italienske, fodtøjets haut coture, og kostede spidsen af en jet-jager. Hun havde i flere uger kredset om butikken, prøvet støvlerne flere gange, og havde til sidst besluttet sig, ’jeg gør det sgu’.  Lykkelig lod hun kreditkortet køre igennem maskinen. Nu skal jeg måske lige tilføje, at min veninde tjener pænt godt, og faktisk havde hun, med lidt efterfølgende sparsommelighed,  råd til støvlerne, også selvom de var pænt ekstravagante.

Smuk æske, smuk pose og svævende hjemad på en lyserød sky, kunne næsten ikke vente til hun kunne trække de nyerhvervede modeatributter på fødderne og fremvise dem for sin søde kæreste.

Min venindes kæreste, snart husbond, er vestjyde, med et kæmpe hjerte og begge ben plantet solidt i den jyske muld. Og som min veninde udtrykte det,  ’Han ville aldrig helt kunne forstå at jeg kan finde på at spendere det samme som du kan få en mindre brugt bil for, på et par støvler’, hvorfor hun besluttede sig for den der lille historie vi nogle gange digter, ’de var meget dyre, men jeg fik dem på et fantastisk tilbud’.  Så, overfor kæresten var støvlerne nok dyre, men faktisk kun en tiendedel af hvad hun reelt havde betalt. Kæresten blev chokeret over selv dette beløb, men tog kærligt del i hendes glæde, og sagde, ’når de gør dig så glad, så er de hver eneste krone værd’.

Weekenden efter var de inviteret til middagsselskab hos kærestens chef, og selvfølgelig skulle støvlerne vises frem, med stolthed og tilskuerjubel – mest fra kvinderne. Men hen under aftenen blev det lige varmt nok, så hun vristede dem af, og stillede dem i en krog i gangen, og glemte for en stund alt om fodtøjet.

Nu tager denne historie en lille drejning. For kærestens chefs kone…. Var mere vild med hunde, end med støvler, og havde netop fået sig endnu en hundehvalp. Et bedårende lille kræ, der løb rundt i hele huset, og som, selvom den havde stamtavle, ’næsten ikke havde kostet noget’.

Da min veninde og kæresten flere timer senere skulle hjem, fandt hun hen til krogen, hvor hun havde krænget støvlerne af, og der lå både hundehvalpen og resterne af hendes haut coture støvler, fuldstændig gennemgnavede og indkørte i hundesavl. Alle stirrede lamslåede på scenariet. Chefens kone bekymret for hvor meget indfarvet læder der nu lå og ulmede i den spæde hundemave. Kæresten bekymret over min venindes tab af glæde. Min veninde … blot lamslået, nærmest forstenet. Chefen, en jovial fyr, trak vejret et par gange og sagde, ’det er da godt at vi har forsikringer, du kigger bare over med kvitteringen i morgen’.

Min veninde tog hjem i strømpesokker, med de gennemgnavede støvler i hånden, og nu sad hun her ved mig, og spurgte, hvad f’n gør jeg. Og det spørgsmål kom der ikke lige noget svar på, for vi brød fuldstændig sammen i grin inden. Maverungende latter over det her fuldstændigt surrealistiske scenarie.

Efter latteren havde stilnet lidt af, begyndte vi at tale om ’hvorfor’. Hvorfor er det at vi laver de der hvide løgne, de små historier, der dækker over hvem vi virkelig er og hvad vi virkelig ønsker os. Hvorfor er det at vi har så svært ved at stå ved os selv, ikke kun i situationer som denne her, men også overfor vores chef, kolleger, kunder, familie, – og endnu mere mærkeligt, hvorfor er det at vi har så svært ved at stå ved os selv endog overfor for os selv.

Mit bedste bud er, at vi er bange – det handler om frygt. Hver gang vi klipper en hæl eller hakker en tå i forhold til os selv, hver gang vi gør os mindre eller større end dem vi virkelig er, handler det om frygt. Frygt for at være for lidt, for meget, for dum, for klog, for kærlig, for hård, for… Vi frygter at miste, vi frygter at blive afvist, vi frygter at blive vejet og fundet for let, for tung eller bare for ….. forkert.

Og så er vi jo tilbage til alle de der vurderinger vi strør om os med. Vurderinger, der meget let bliver til hårde, nogle gange ætsende, domme over for os selv, overfor andre og overfor livet. Vurderinger der gør det svært blot at være accepterende og autentisk til stede med og i det der er, og dem vi er.

At være autentisk til stede som den vi er, kan virke faretruende, men ikke at stå ved os selv har desværre også en pris, en langt dybere, og mere snigende omkostning. Når vi ikke står ved os selv, tærer vi på vores grundlæggende energi. Og når vi svækker vores grundlæggende energi, underminerer vi vores styrke, vores overskud og vores integritet indefra. Du kan se et meget enkelt eksempel på dette i nedenstående video;

 

 

Dr. Waynes eksempel her, viser at alle tanker og alle følelser grundlæggende er energi. Frygt og negative tanker medfører at vores energi mindskes, men at håndtere vores frygt ved at undgå at stå ved os selv, gør bare slemt til værre. At lyve om noget så simpelt som ens navn, også velvidende at det helt sikkert er en løgn – gør øjeblikkelig energien svag.

Autencitet indebærer en ægthed, og at det, der er på indersiden også udtrykkes på ydersiden. Det vi føler, tænker og oplever udtrykkes ærligt og kærligt.  At omlægge årelange vaner, hvor vi ikke har stået ved os selv er selvfølgelig en proces – en proces, der starter med at vi begynder, i det mindste, at være ærlige overfor os selv i forhold til hvordan vi har det, de følelser vi oplever, de meninger vi har, hvad der er vigtigt i livet. Klarheden og ærligheden på de indre linjer bliver så med tiden grundlaget for også at kunne stå ved os selv – på de ydre linjer.

Forårets blogindlæg vil handle om tillid, autencitet, at være groundet, at stå stærkt og at stå ved sig selv – og om hvordan vi dealer med frygten, storytelleren og hele gospelkoret af indre kritikere på den selv-kærlige måde.

 

 

 

 

Tidsrøvere og travlheds-neuroser

For tiden er så kort, og det ku’ hænde,
hun kom for sent, for sent til livets ende

Mit speciale er at vende sårbarhed, stress og manglende trivsel til et liv med robusthed, overskud og livsglæde. Jeg kalder det jeg peger på for ‘Livskunst’ og min mission har igennem mange år været, at gøre mig selv arbejdsløs, grundlæggende fordi, at selvom belastninger er et menneskeligt livsvilkår, behøver stress ikke at være det.

Det ville være synd at sige, at min mission er lykkes, tværtom. Lige for tiden har jeg rigtigt meget at se til, – et tegn på, at der fortsat er mange mennesker plaget af stress. Og det jeg lægger mærke til lige nu, er hvordan vi mere eller mindre alle er grebet af en nærmest neurotisk travlhed og en grundholdning til livet om, at vi ikke kan nå det vi skal, at der ikke er tid nok, og at det aldrig vil lykkes os at gøre det godt nok – uanset hvor hårdt vi knokler.

Pyh! Man kan blive helt træt ved blot tanken. Og, må man spørge sig selv, hvordan i himmelens navn sneg disse overbevisninger sig ind i vores liv?

Som svar på dette spørgsmål kommer jeg til at tænke på MOMO,  et vokseneventyr, hvor vi bliver introduceret til en hyggelig lille landsby hvor alting foregår i ro og mag. Her har indbyggerne god tid til livet, til sig selv og hinanden og her løses de daglige arbejdsopgaver helt uden stress og jag – ALTSÅ – indtil de grå herrer, tidsrøverne dukker op. I det følgende afsnit er det den rolige og hyggelige barber, hr. Fusi der får besøg af en af tidsrøverne, der i eventyret også beskrives som agenterne;

’Hvor længe regner de med at leve hr Fusi’?. ’Tjah’ stammede hr Fusi forvirret. ’Jeg håber på at blive en halvfjerds-firs år om Gud vil’. ’Meget vel fortsatte den Grå Herre, lad os for at være på den sikre side ikke regne med mere end halvfjerds år. ….det er så meget som tomilliarderetohundredeogsyvmillionerfemhundredeogtyvetusinde sekunder. Det er altså den formue, De har til deres disposition’. Hr Fusi sank en klump og tog sig til hovedet. Summen gjorde ham svimmel. Han havde aldrig tænkt på, at han var så rig…..

 ’Ja, det er imponerende’, sagde agenten, ’men lad os lige se lidt nærmere på det. Hvor gammel er de, hr Fusi’? ’Toogfyrre’, stammede hr Fusi og fik pludselig en skyldfølelse, som om han havde svindlet. ’ ’Hvor længe sover De gennemsnitligt om natten’? ’Omkring otte timer’ tilstod hr Fusi. Agenten regnede lynhurtigt….’det giver altså allerede 441.504.000, denne sum kan vi vel med god ret og lov betragte som spildt’. ’Hvor meget tid må de hver dag ofre på deres arbejde, hr. Fusi?……..Det giver i alt 110.376.000 sekunder.’  ’Lad os gå videre. Som vi ved, bor de alene sammen med deres gamle moder. De bruger dagligt en hel time på den gamle dame, det vil sige, de sidder sammen med hende og snakker med hende selvom hun er døv og knap nok kan høre en lyd mere. Det er altså tid de smider ligeud af vinduet….og desuden har de, hvad der er rent tidsspilde en undulat der daglig koster dem et kvarter i pleje og pasning, det giver yderligere…..

 Synes de ikke, hr Fusi, at det er på tide, De tager skeen i den anden hånd og begynder at spare lidt. …..’’Det kan de tro jeg vil, hvad skal jeg gøre’ svarede Fusi. ’Jamen kære ven’, sagde agenten og hævede øjenbrynene, ’de må da vide hvordan man sparer tid. De må for eksempel til at arbejde hurtigere og droppe alt det overflødige…                 ’

Fra Michel Emde’s MOMO

De grå herrer besøger alle i landsbyen og påviser ved sindrige regnestykker hvordan indbyggerne spilder deres kostbarre tidsformuer, og lokker dem til at spare tid, og at sætte deres opsparing ind på en særlig tidskonto – en konto som er vigtig for tidsrøverne, fordi det er den de lever af.

På en eller anden måde er vi alle i den vestlige kultur blevet grebet af ’de grå herrer’ fra tidssparekassen, på en måde har vi udviklet en tidsneurose, en overoptagethed af altid at spare vores tid, altid at være i gang og altid at skulle nå det næste og det næste og det næste.

Vi møder vores neurose når vi gribes af panik ved at trafikkøen går helt i stå, når vi tripper med fingrene fordi  net-forbindelsen lige nu er lidt langsom. Eller når vi frustreres fordi vi trækker nr. 73 i kø’en på apoteket og ekspedienten kun er i gang med nr. 39. ‘Det er for dårligt, hvorfor får de ikke åbnet en kasse mere’, mumler vi, medens vi tripper utålmodigt. I Føtex holder vi øje med hvilken kø der er kortest, parat til at skifte til en anden kø, der bevæger sig bare lidt hurtigere. Og skulle vi have skiftet kø, holder vi lettere panikagtigt øje med den kø, vi før stod i, for sæt nu den alligevel var hurtigst.

Vi organiserer, planlægger og strukturerer vores tid, så vi kan nå så meget som muligt, og når noget forstyrrer vores planer kører vi op i det røde felt. Vi multitasker, og forsøger at vinde lidt tid, ved at gøre flere ting på een gang. Nogle af os, især kvinderne, bryster sig endog af deres evne til at have en baby på skødet samtidig med, at de løser en svær opgave for virksomheden og holder øje med brødet i ovnen.

HVORFOR? Hvad i himmelens navn er det vi har så travlt med, at tingene ikke kan gøres  med nærvær, een ad gangen. Hvad er det, der er så vigtigt, at det ikke kan vente 5 minutter?

Intet – i princippet intet, men vi er formodentlig hypnotiserede af tidsrøverne og lever i et hæsblæsende, ‘her kommer mutter med kost og spand’ tempo og med en illusorisk ide om at kunne komme for sent til verdens ende.

Når vi jager sådan af sted i vores liv, vil konsekvensen meget let blive, at vores krop kommer i alarmberedskab og at vi bliver stressede. Og i travlheden mister vi let kontakten til os selv. Vi får den der fornemmelse af ikke at kunne følge med os selv, og at en del af os hele tiden halter lidt bagefter. Vi mister vores væren, vores tilstedeværelse i Nu’ets boblende energi, glæde og det som livet egentlig handler om.

For at vågne op af hypnoser,  må vi have et lille knips af hypnotisøren. ‘Nu må du gerne vågne og vende din opmærksomhed tilbage til rummet’, kunne han sige.

Hypnosen ligger i den tid vi lever i, men hypnotisøren er faktisk os selv. Vi kan alle, til hver en tid vågne op og minde os selv om at der absolut ikke er nogen grund til – eller fordel ved – at jage af sted, hverken på jobbet eller i livet som sådan. Og for at understrege dette kan vi måske afløse illusionerne med at leve efter dette værdigrundlag i stedet;

Vi har den tid vi har
Vi når det vi når – og
Vi gør det så godt vi kan

Et værdigrundlag, der faktisk har sin anvendelse i en organisation her i Danmark, og som indtil disse leveregler blev formuleret, var meget belastet af travlhed, frustration og stress. Efter skiftet, er tilfredsheden for alle involverede steget betydeligt, der har ikke været stresssygemeldinger og organisationen har vundet to betydningsfulde kvalitetspriser.

At hastværk virkelig er lastværk, understreges i den lille episode, du kan finde i denne video, og måske kan dette være med til knipse dig ud af hypnosen.

Et spørgsmål om værdighed…

det vi vander vokser – så enkelt er det

I sidste weekend nåede jeg endelig i Biffen og så filmen ’Free the Mind’, en film der gjorde dybt indtryk, i en sådan grad, at den igen og igen finder vej til min indre filmskærm.

Filmen handler om hvordan vi kan frisætte vores sind, og hvordan mindfulness kan hjælpe os til dette. Filmen har fået både ros og kritik, kritik af mindfulness kendere, for at de som ikke kender til området – kunne få et skævt indtryk af, at mindfulness mest af alt handler om åndedrætsøvelser.

MEN, ser man på det der sker, udover de præsenterede øvelser, vil man opdage, at det der praktiseres i møderne er mindfulness anvendt i sit ypperste. Og det der gjorde så dybt indtryk på mig, var netop de møder mellem mennesker vi blev introduceret til. Dels følger vi nogle krigsveteraner, præget af skam, skyldfølelser og invaderende flash-backs med grusomme billeder af krigsoplevelserne. Herudover følger vi også en lille dreng, tydeligvis præget af frygtsomhed, vanskeligheder omkring at aflæse sociale signaler, motorisk uro og manglende koncentrationsevne – det vi i dagligdagen forstår som ADHD.

Det der var så hjertegribende, vidunderligt at se, var hvordan pædagoger og lærere mødte denne lille knægt. Et møde præget af dyb respekt for drengen, hans person, hans vilkår og hans oplevelser. Et møde rodfæstet i at pædagogen med sin værdighed mødte drengen på hans værdighed.

Og ja, det var vel det jeg mest af alt fik ud af filmen, et bud på at mennesker altid kan mødes i værdighed, uanset baggrund, problemstillinger og rolle i mødet. Uanset om mødet omfatter krigsveteraner med andre menneskers liv ’på samvittigheden’ eller en forvirret dreng, der igen og igen kommer galt af sted.

En værdighed, der kom til udtryk, fordi de ’professionelle’ ikke indtog rollen som professionelle, men blot mennesker der for et øjeblik delte deres indsigt.

En værdighed, der kom til udtryk fordi mødet var præget af rum, accept og omsorg – fritaget for vurderinger – med andre ord et mindfull møde.

Og så er det at jeg et øjeblik dvæler ved mine egne erfaringer fra såvel skoleområdet, det pædagogiske område og behandler området – og hvordan vi meget let mister kontakten til både vores egen og den andens værdighed. Hvor vi ender i enten at ‘nurse’, at ‘overbevise’, at ‘belære’, at ‘dominere’, at ‘tale ned til’, eller – i nogle tilfælde endog at ‘ydmyge’.

For ganske nylig hørte jeg en pædagogstuderende fortælle hvordan hun i sin praktik overhørte yderst erfarne pædagoger udtrykke ’jeg brækker mig over dig’ til et af de børn, der var blevet anbragt på institutionen. Og at samme pædagoger brasede ind på børnenes værelser, uden at banke på og uden respekt for at dette værelse var barnets hjem. Og hvordan én af teenagerne havde besøg af sin kæreste på sit værelse, og blev mødt med pædagogens udtryk ’kom ud herfra, i skal ikke sidde her og gramse på hinanden’. Den pædagogstuderende var dybt chokeret over, ’at man taler så grimt til børnene’ og over at børnene alt i alt ikke blev involveret, talt med eller inddraget i beslutninger om deres eget liv.

Disse eksempler er så åbenlyst disrespektfulde, at de fleste af os ville tage os til både hoved og hjerte, i situationen. Men desværre findes der lignende, meget mere utydelige eksempler i vores hverdag, på at vi mister kontakt til at behandle både os selv og andre med værdighed. Læger der ikke lytter til deres patienter, forretningsdrivende der stønner over deres kunder, bagtalelse af kolleger, foragtelige udtryk om de der ’ikke gider at arbejde’ – ja listen er lang.

At opleve sig som et værdigt menneske, hænger uløseligt sammen med vores oplevelse af selvværd, hvor selvværd her forstås som, at vi med vores væren alene har værdi, at vi er værdige. Mange gange har jeg hørt kursister udtale, ’jeg har mistet min selvtillid, men det værste er, at jeg også har mistet min værdighed’, fx i mødet med systemet efter mangeårig sygdom eller i mødet med en uheldig ledelse på vejen ind i sygdom.

Pass it on, er en anden film, der viser hvor meget godt der sker, hvis vi gør noget godt for andre mennesker. Hvis jeg skulle vælge én eneste ting vi alle havde fokus på at videregive, gøde og vande, ville det være at behandle os selv og andre mennesker med værdighed.

Af samme grund ville jeg ønske at denne film blev vist i alle institutioner – politiske, kommunale, undervisnings-, sundheds- og pædagogiske institutioner. Ikke så meget for at lære om mindfulness – men alene for at få øjnene op for at ALT OG ALLE naturligvis kan mødes i værdighed, og når vi ikke synes at det kan (eller skal kunne) lade sig gøre, så handler det mere om os selv – end om de andre.

 

Når Shiva kommer på besøg…

you can’t make an omelet without braking an egg

En lille personlig tilståelse, jeg ryster og sitrer hver gang jeg hører om den indiske gud Shiva. Ikke fordi jeg på nogen måder er specielt religiøs, men fordi denne gud repræsenterer nedbrydning og destruktion.

For små 4 år siden valgte Shiva at komme på besøg i mit liv, og med dette besøg begyndte alting at falde fra hinanden. Mit job, forholdet til flere i min familie, min venskabskreds, mit billede af mig selv,  mine drømme og visioner – ja sågar mit helbred fik en større overhaling. Alting skete uventet og helt af sig selv.

Mine tidligere livsstrategier, at når der er modgang findes der også medgang – når der er smerte er der også glæde – virkede ikke. Indtil da kunne en vidunderlig ferie, et inspirerende kursus, en god fest råde bod på mangt en træls ting, men selvom jeg stadig tog til syden på det vildeste luxus-resort, var der også her kæmpe sten på vejen, og ferierne blev på ingen måde opbyggende. Selvom jeg spenderede spidsen af en jetjager for at få inspiration fra det helt rigtige kursus, oplevede jeg kun gentagelse og kedsomhed, og dermed også fortrydelser over at have spændt økonomi-buen.

Jeg forstod intet, absolut nada, og jeg knoklede på for at forsøge at bygge alt det, der brød sammen op igen. Men det var som om at alt havde forandret sig, det der før var solidt og holdbart var nu blot sandkorn, og uanset hvad jeg gjorde, og hvor meget jeg sled i det, gled alting blot sammen igen. Som et lille barn lå jeg der i vandkanten og samlede sandet til mine sandslotte, og aldrig så snart noget stod pænt, væltede bølgerne indover og lagde alting ned igen.

Under kampen, og det var en kamp, var det eneste der dukkede op en tekstlinje fra en sang, ‘I was run over by truth one day, now I have to grow or pay’. Jeg vidste ikke hvor teksten kom fra, men hørte den blot for mit indre øre igen og igen, og ærligt talt fandt jeg ikke dette nye mantra særligt opmuntrende.

På et tidspunkt gav jeg op, smed håndklædet i ringen, og konkluderede ‘jamen så er det jo sådan det må være’ – en meget smertelig konklusion, for jeg synes egentlig jeg havde haft et rigtigt dejligt liv.

Håndklædet i ringen gav imidlertid også mulighed for at starte helt fra scratch, at åbne øjet, hjertet, sindet og lytte til den stille indre stemme. At blive guidet fra noget andet end den evindelige downloading af ‘det er sådan det plejer at være’ over til noget helt nyt.

Jeg ved fortsat ikke hvad det helt nye er – men jeg er blevet helt vildt god til hurtigt at opdage hvor dørene er åbne og hvor de er lukkede, og at skifte retning, så jeg ikke igen og igen hamrer hovedet mod en dør.

Og det, at jeg ikke ved hvad det nye er, er helt som det skal være. Det jeg er i færd med at lære, er at være i det frie fald, og for alvor leve nærværende i nu’et. Planer og strategier er afløst af at navigere med de energier der viser sig, og kontrol er afløst af tillid til livet, tillid til at nu’et er som det skal være, uanset hvordan det er….. Det meste af tiden, nogle gange smelter is’en i maven, og det er her jeg sitrer over Shiva.

Shiva betyder nedbrydning og destruktion – men, Shiva repræsenterer også opbygning og fornyelse. Det glemte jeg i panikken over at livet faldt sammen, og det er det jeg glemmer, når isen i maven smelter.

For nylig hørte jeg følgende historie;

En mand fandt en sommerfugle kokon, og bragte den med sig hjem. En dag så han en lille åbning i kokonen og han så hvordan sommerfuglen begyndte at komme frem. Den kæmpede hårdt i adskillige timer for at presse sin krop gennem det lille hul. Så stoppede den. Det så ud som om den var kommet så langt som det var muligt, og at den ikke kunne komme længere. Manden besluttede sig for at hjælpe sommerfuglen, og klippede med en saks resten af kokonen op. Sommerfuglen gled nu let ud af sin puppe, og lå der med en opsvulmet krop og med små, sammenkrøllede vinger. Manden fortsatte med at studere sommerfuglen, i forventning om at vingerne ville blive større og at kroppen ville trække sig sammen. Men. Sommerfuglen levede resten af dens liv, kravlende rundt med stor opsvulmet krop og skrøbelige, sammenkrøllede vinger. Den blev aldrig i stand til at flyve. Manden havde handlet ud fra den bedste og mest venlige intention om at hjælpe sommerfuglen, men forstod ikke konsekvenserne af sin handling. Sommerfuglens kamp for at komme igennem kokonens lille åbning var nødvendig for at presse væske fra dens krop ud i dens vinger.

Når vi virkelig skal forandre os, indebærer det ofte at vi oplever modstand og en form for kamp. For sommerfugle – og for os, en genial mekanisme, der gør at vi får mulighed for at kunne udfolde os til at være dem vi dybest set er.

 

 

dansen i de røde sko…

 

Igen har jeg netop opstartet et terapi forløb med et dygtigt, vitalt menneske, der efter års arbejde har udmattet sig selv så fuldstændigt, at energitanken er tom, fuldkommen og aldeles tømt. Udbrændthed hedder det i diagnosesproget, men lad os hellere kalde det udmattelse, for selvom det er ualmindeligt svært at få fyldt energitanken op igen, så er det ikke umuligt. Det kræver dog at vi navigerer efter det rigtige kort.

Historien for dette menneske ligner de historier jeg ofte hører. En rejse, der startede med et spændende job, et job der gav energi, begejstring, glæde. Et job han indimellem kunne opleve sig helt høj af at udføre. Et job, der var krævende, men også så fængende og interessant, at han hellere ville bruge sine weekender på at fordybe sig i mere viden på området, end at læse en avis, en skønlitterær bog eller for den sags skyld bare være til stede med sig selv. Et job, der alt i alt var så betagende, at han blev mere og mere optaget af jobbet, og i samme grad mistede mere og mere kontakt til den der udførte det – ham selv. Jobbet tog over.

At blive overtaget af det der indledningsvis ser ud til at være en livsdrøm, noget smukt og vidunderligt kan ske i alle livssammenhænge, og er skildret så klart i eventyret om ‘pigen med de røde sko’. I dette møder vi en lille fattig pige, der boede helt alene ude i de store skove.

Pigen ejede virkelig ingenting, men hun nød sit liv, samlede bær og nødder og fik af og til en humpel brød af forbipasserende vagabonder. Pigen levede i pagt med den vilde natur, byggede sig ly og læ for sol og vind, fløjtede med fuglene og talte drillende til de små skovmus. Pigen var glad og tilfreds med sit liv. En ekstra glæde blev det, da hun havde samlet stumper nok til at flikke sig et par kludesko, der kunne beskytte hendes fødder mod de skarpe sten og tjørnene på buskene. Kludeskoene var røde, og hendes kæreste eje.

En dag kom en gammel rig enke forbi i sin guldkaret. Enken så den fattige pige, og blev blød om hjertet. Hun stoppede sin karet, og tilbød den fattige pige, at hun kunne bo hos enken. Pigen blev ganske overvældet af den fine, skinnende karet og tog imod enkens tilbud. Da de nåede enkens slot, blev pigen sendt i bad, og enken tog hendes klæder og hendes kludesko og brændte dem i ovnen. Pigen blev meget ked af det, hun savnede sine smukke røde kludesko, men uredelige var de.

Pigen levede nu et ganske andet liv i enkens store, rige slot. Hun nød den megen komfort, men savnede også naturen og alle hendes dyrevenner. En dag kom tiden, da pigen skulle konfirmeres. Enken tog hende med til byen for at finde tøj og sko. Ved skomageren søgte de efter et par pæne sorte sko, der passede til det tækkelige konfirmationstøj. Pigen havde dog fået øjnene på et helt andet par sko. På en hylde højt i skomagerens butik stod et par skinnende røde sko. De smukkeste sko pigen nogensinde havde set. Det kunne naturligvis ikke komme på tale at blive konfirmeret i røde sko, men pigen kunne ikke få øjnene fra dem, hun måtte have disse sko, og eftersom enken var en aldrende kvinde, der ikke så så godt mere, lykkes det pigen at få skoene med sig hjem.

Da konfirmationsdagen oprandt mødte pigen op i kirken med de røde sko og alle byens borgere så på skoene og mumlede anstødt til hinanden. Pigen var ligeglad, hun følte sig rig og smuk hver gang hun så på sine røde sko. Ude af kirken tog hun endog et par dansetrin og glædede sig over hvordan skoene bar hende så hun kunne danse let og levende.  Hun dansede hele vejen til kareten, og dansede fra kareten over slotspladsen.

Enken hørte om de røde sko hjemme på slottet, og blev vred og tog dem fra pigen og satte dem på den aller øverste hylde på hele slottet. Pigen kiggede i mange dage med længsel på sine røde sko, og besluttede en dag at hente dem ned, medens enken sov til middag. Hun tog dem på, beundrede dem og tog på ny et par dansetrin. Og nu skete der det forunderlige at skoene helt af sig selv begyndte at danse. Skoene løftede pigen op, hvirvlede hende rundt i smukke piruetter, og dansede hende helt ud på slotspladsen. Glad var pigen, smuk følte hun sig og hun nød den berusende dans. Det var dog ganske svært for hende at få skoene til at holde sig i ro, og det var kun med megen besvær at hun kunne få dem vristet af sine fødder, så de kunne komme op på deres plads igen inden enken vågnede.

Efter et par dage skulle enken på familiebesøg og pigen fik lov at blive hjemme. Aldrig så snart enken havde forladt slottet, tog pigen igen de røde sko på. Og nu dansede skoene lige med det samme. De dansede pigen gennem hele det store slot, gennem alle salene, op og ned af trapperne og pigen blev helt forpustet, hun kunne næsten ikke følge med. Hun satte sig ned for at hvile sig lidt, men skoene ville danse videre. De løftede pigen op fra stolen og hvirvlede hende ud på slotspladsen. I piruetter dansede hun ud over markerne, hurtigere og hurtigere og hurtigere. Pigen kunne nu slet ikke følge med de smukke, røde sko. Hun forsøgte at tage et lille hvil, hun satte sig kort og ville tage skoene af, men kunne ikke vriste dem af fødderne, og skoene bar hende på ny ud i en vild og hurtig dans. Forpustet og udmattet måtte pigen prøve at følge med, gennem skovene, gennem rivende grene og stikkende tjørnekrat  dansede skoene helt af sig selv. Da pigen kom hvirvlende ind i en lille landsby, så hun smeden stå og arbejde ved ilden på torvet. Hjælp mig, råbte pigen til smeden. Jeg kan ikke få mine sko af, kan du ikke hugge remmene over. Smeden så forbløffet på pigens dansende fødder og løftede sin skarpeste huggert og huggede remmene over. Pigen fik sat sig ganske kort og forsøgte igen at vride de røde sko af sine fødder. Men skoene sad fast og lod sig ikke vriste, de bar blot pigen ud i en endnu hurtigere, endnu vildere piruette.

Svimmel og nu helt, helt udmattet nåede pigen til den fjerne ende af en meget stor skov. Pigen havde slet ikke flere kræfter,  hun bad så mindeligt de røde sko om et hvil, men skoene dansede ubønhørligt videre og videre og videre. I udkanten af den store skov kom pigen forbi en lille lysning og her så hun bøddelens hus. Hun anråbte bøddelen, hjælp mig, råbte hun til ham, hjælp mig, jeg kan ikke få mine sko af og de danser mig lige snart til døde. Bøddelen så på pigebarnet, der nu så ganske forvildet, ganske forpjusket og ganske forrevet ud. Hvad kan jeg gøre for dig, spurgte han pigen. Hug mine fødder af, svarede pigen, så jeg kan få et lille hvil. Bøddelen løftede sin tunge økse og huggede først den ene fod og siden den anden fod af pigen. Nu kunne hun sætte sig, og se hvordan skoene dansede videre ud i verden med hendes blødende fødder. Og bøddelen forbarmede sig over det udmattede barn. Han fandt nogle gamle klude i sit hus, og bandt dem rundt om hendes stumpede ben. Og med disse humpede pigen tilbage i skoven, tilbage til der hvor hun kom fra.

En barsk slutning, som det nogle gange er i eventyr, og som det også kan være det i vores virkelige liv, når vi havner i udmattelsen.

Jeg plejer at beskrive de røde sko som symbol for alt det der ‘bling’, der er i vores liv. Det der er tillokkende, det vi for enhver pris ønsker at holde fast i, og som netop af denne grund overtager scenen og styringen af os selv. Det kan være det fede hus, den rigtige titel, den rigtige karriere, men det kan også være vores holdninger, overbevisninger og vores livsstrategier – der måske engang havde en berettigelse, men som nu er ved at pine livet ud af os.

For at bevare vitaliteten, livsglæden og friheden i vores liv – kan det engang i mellem være vigtigt lige at stoppe op og spørge sig selv, ‘hvem danser ballet – er det mig eller sko’ene??, eller med andre ord;  ‘Har du kontakt til den, du dybest set er, og lever du efter dette, – eller er du måske blevet forført af de røde sko’.

 

 

Nyhedsbrev